Inspiration » Litteratur » Det er ikke nok at overleve
Anmeldt af Gertrud Thastum.
Herbert Pundik, der er født i 1927, vil være kendt af mange som dagbladet Politikens chefredaktør gennem 25 år. I denne avis skriver han stadig vidende og skarpe kommentarer til begivenheder i verdens brændpunkter.
Pundik begynder sine erindringer med at fortælle om sin slægt. Han er efterkommer af russiske jøder, der indvandrede til København først i det forrige århundrede. De var meget fattige, og med beundring følges deres vej til at klare sig i det danske samfund. De kom i synagogen, hvor også de danske højborgerlige jøder, som havde boet i Danmark i flere hundrede år, kom. De velbjergede jøder så ikke med sympati på bølgen af fattige immigranter østfra.
Pundik fortæller om besættelsen og om de nervepirrende døgn, indtil det lykkedes for ham og hans familie at komme til Sverige. Det fornemmes, at hans familiehistorie og hans egen flugt har haft betydning for hans beslutning om at bosætte sig i Israel først i halvtredserne og blive boende der, uden at være er troende jøde, men ateist.
Efter krigen rejser den unge Herbert til Palæstina for at kæmpe i befrielseskrigen for den nye stat Israel. Han møder sin danske jødiske hustru, får en søn, og de emigrerer til Israel med bopæl i Tel Aviv. Han bliver journalist ved et israelsk arbejderblad og ved den danske avis Information. Senere arbejder han for Politiken, og erindringerne ender i 1970, hvor han bliver udnævnt til chefredaktør. Dette meget kortfattede resume yder ikke retfærdighed for denne meget velskrevne og spændende erindringsbog.
Forfatteren kom så tæt på begivenhederne omkring staten Israels oprettelse, at han kan give en troværdig beretning om, hvad der virkelig skete, hvorfor der f. eks. stadig er de mange hundrede tusinde palæstinensiske flygtninge. Han har mødt Ben Gurion, som han beundrer, hvad der ikke gælder hans efterfølgere. I det hele taget fornemmer man, at Pundik ser med meget kritiske øjne på alle parter i konflikten.
Efter seksdageskrigen var han den første journalist ved Grædemuren i den erobrede arabiske del af Jerusalem. Han fortæller indsigtsfuldt om, hvorfor det er så problematisk for hele situationen i Mellemøsten, at Israel holder fast ved, at denne by skal forblive udelt, og baggrunden for de jødiske bosættelser i de besatte dele af Palæstina kommer han også ind på.
Erindringerne er på ingen måde tørre eller kedelige. Pundik har tit et blink i øjet, når han skriver. Han er aldrig selvhøjtidelig, men ofte bidende ironisk og vittig, også når han gør rede for politisk sprængfarlige emner.
Forfatterens virke som journalist og krigskorrespondent har ført ham vidt omkring. Han har været i Afrika i den urolige tid, da kolonivældet blev ophævet, og han var i Vietnam under krigen der. Alle steder kommer han, som den vovehals han er, i farefulde, komiske og barokke situationer, som han veloplagt beretter om.
Disse erindringer har det taget forfatteren 7 år at skrive. Jeg håber ikke, at det tager lige så lang tid, førend en fortsættelse kommer.
Bogen anbefales alle med interesse for den nyere tids historie, især Mellemøsten, og alle, der kan lide at læse gode, velskrevne biografier.
