Inspiration » Litteratur » Schalburg

Schalburg

Schalburg

Af Kirkebæk, Mikkel
Schalburg – ven eller fjende af Danmark?


Anmeldt af Dinna Andrup Madsen.

Schalburg betragtes som en skændsel for Danmark under besættelsestiden, men hvem var han egentlig?

Schalburg forbindes med mange ting som giver dårlige minder om besættelsestiden; Frikorps Danmark, Schalburgkorpset, schalburgtage er nogle af tingene. Han er født og delvist opvokset i Rusland, oplevede på nært hold konsekvenserne for adelen af revolutionen i 1917. Derfor emigrerede familien til Danmark.

Men den russiske revolution såede frøet til den mand Schalburg endte med at blive: anti-kommunistisk, anti-semitisk og anti-demokratisk. Og kort sagt er det grunden til at en ellers meget vellidt mand med stor personlighed endte i Waffen-SS.

Schalburg døde på Østfronten kun 2 års stormkarriere i Waffen-SS og knap ½ år efter at han havde overtaget kommandørposten for Frikorps Danmark. I hans navn blev der derefter oprettet Schalburgkorpset, som skulle samle tidligere østfrontsfrivillige og dermed fremme tyske interesser i Danmark.

Mikkel Birkebæk har tidligere skrevet en bog om NSU (Nationalsocialistisk Ungdom), som hedder "Beredt for Danmark". Den bog minder meget om "Schalburg" i udstyr og gennemarbejdethed. Måske det hænger sammen med at forfatteren er historiker og interesserer sig for perioden?

Forfatteren fattede interesse for personen Schalburg, da denne startede sin karriere med at være ungdomsleder i NSU. Forfatteren har til denne bog været så heldig at få adgang til private papirer og breve, skrevet af og om Schalburg, samt talt med personer der har tjent under ham, både i Livgarden og i Waffen-SS. Der er ingen tvivl om at forfatteren har nærlæst sine kilder!

Mikkel Birkebæks biografi om Schalburg er meget gennemarbejdet; der er kæmpe kildeliste og knap 1000 noter som henviser til enten kilderne eller giver uddybende oplysninger i forhold til det netop læste. Men det skal ikke nødvendigvis afskrække dig, hvis emnet interesserer dig - for den er nem at læse!

Hvis man som jeg bare har en generel viden om 2. verdenskrig, så får man masser af ny viden - ikke bare om manden, men også om de ting og begivenheder som var hans verden. Og hvis du er én af dem der interesserer dig bare lidt mere end normen for emnet - hvad normen så end er - så vil jeg også mene du får ny viden. For denne bog er den første og eneste om Schalburg, som er så gennemarbejdet.

Det er en meget lækker bog - næsten coffeetable-book-agtig, men dog med et noget mere alvorligt indhold! Som historie-interesseret person har jeg bestemt fået fyldt på tanken! Der er mange billeder af enten de omtalte personer eller af affotograferede kilder. De er til oplysning i forhold til teksten, såvel som de gør bogen dejlig indbydende.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar