Inspiration » Litteratur » Spies - et eventyr

Spies - et eventyr

Spies - et eventyr

Af Madsen, Henrik (f. 1961)


Anmeldt af Christian Nielsen.

Da jeg så titlen, troede jeg, at jeg skulle læse om Simon Spies' eskapader, som vi fra min årgang kender så godt, dels fra de kulørte aviser og blade, dels fra radioprogrammet Spørg Bare.

Hvor blev jeg skuffet, og samtidigt utroligt positivt overrasket. Aldrig tidligere har jeg læst en beskrivelse af de forhold, som fik milliardforretningen til at styrte i grus. Bogen beskriver ganske kort Simon Spies' opvækst og ungdom samt optakten til imperiet Spies.

Nu begynder det spændende. Jeg føler, at jeg sidder med ved bordet i direktionslokalet og i bestyrelserne i de mange forskellige selskaber i koncernen. Og der bliver ikke lagt fingre imellem. Intrigerne fyger om ørene på mig. Tilsyneladende er langt de fleste af de skiftende medlemmer af bestyrelserne og direktionen meget mere interesseret i at mele deres egen kage, end i at få firmaet til at køre rundt. Simon Spies spiller de implicerede personer ud mod hinanden, og trækker sig så gnækkende tilbage for at se hvordan de skændes indbyrdes. Trods alle disse skærmydsler, tjenes der penge, rigtigt mange endda.

Formuen vokser ustandseligt, og runder milliarden. Alt imens formuen vokser, eksperimenterer Simon Spies med forskellige euforiserende stoffer for at udvide bevidstheden, og måske også fordi han keder sig. Formanden er konstant omgivet af sine Morgenbolledamer, og pigerne skiftes ud i en lind strøm.

Tre ægteskaber lykkedes det formanden at forlise, med fuldt overlæg, inden han forelsker sig, måske, i piccolinen Janni Brodersen. Janni Brodersen er i starten ikke interesseret i formanden, men hans utallige tilnærmelser bærer dog alligevel frugt, og hun tager til Venedig, hvor Formanden og Piccolinen forlover sig. Pressen er ellevild, og så er formanden også glad. Omtalen af forlovelsen og senere brylluppet giver en ubetalelig presseomtale, som i Simon Spies' verden er lig med gratis reklame af ufattelige dimensioner. Janni Brodersens forældre læser om det i aviserne, og er bestemt ikke glade for at få nyheden fra pressen.
Formanden og piccolinen bliver gift i København, og bryllupsrejsen går til Sverige. Allerede på bryllupsrejsen kommer det til alvorlige sammenstød. Simon Spies dør kort tid efter, og nu starter kampen i Nyrupsgade. Bestyrelsesmedlemmerne i koncernen kæmper nu indædt mod hinanden, kliker dannes og kampen om arvesølvet er i fuld gang.

Simon Spies' testamente afslører, at alle ansatte, som har været i firmaet i mindst ti år, skal have 100.000 kr. hver, efter skat. Medlemmerne af den gamle direktion får hver en million, skattefrit naturligvis. Derudover får Emma Spies, formandens mor, en anselig sum. Simon Spies Fonden tildeles 100 millioner. Janni Spies skal arve resten.

Janni Spies beslutter, at hun selv vil drive forretningen videre, uanset at hun ikke har nogen som helst baggrund for at styre en milliardforretning. Janni Spies ansætter sin halvbror, Leif Brodersen, som administrator af selskabet Janni Spies Administration (JSA) og personlig rådgiver. Heller ikke han har begreb om at drive virksomhed. JSA administrerer de 500 millioner kr. som Janni Spies trækker ud af Spies koncernen.

De næste 150 sider af bogen skal ikke refereres her, men der er intriger, katastrofale beslutninger, manglende ledelse, køb af nye fly samt ikke mindst køb af Tjæreborg Rejser. Den milliard som Simon Spies og hans medarbejdere skabte i løbet af 20 år, lykkedes det Janni Spies og en stor flok inkompetente bestyrelsesmedlemmer, direktion, Janni Spies' nye mand, advokaten og arvingen til millionerne i FLS Christian Kjær samt diverse rådgivere, at formøble på mindre end 10 år. En række banker låner koncernen formuer til finansiering af Tjæreborg Rejser og nye fly. Noget som havde været aldeles utænkeligt i Simon Spies' tid, idet han altid handlede kontant og ikke havde gæld.

Til sidst bliver bankerne nødt til at bede Janni Spies og hendes nye mand Christian Kjær forlade firmaet. Bankerne med Danske Bank i spidsen sætter en ny bestyrelse ind i firmaet.
Jeg troede,
at jeg skulle have en hyggelig bog med mange sjove indfald liggende på natbordet, men fik en gyser.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar