Inspiration » Litteratur » Blekingegadebanden
Blekingegadebanden
Af Øvig Knudsen, PeterEn dokumentarisk samtidshistorie med spænding som i den bedste krimi.
Anmeldt af Mads Nordskov Egedius Sørensen.
Journalisten Peter Øvig Knudsens to bøger om Blekingegadebanden er ikke romaner. Tværtimod gør han meget ud af at skrive at det er en "dokumentarisk beretning", der udelukkende er baseret på et stort antal skriftlige og mundtlige kilder. Men alligevel er begge bind mindst lige så spændende som de bedste kriminalromaner og ikke til at lægge fra sig, når man først er kommet i gang.
Øvig Knudsen har fået aktindsigt i det enormt omfattende materiale, politiet har arkiveret gennem de mange år, hvor gruppen huserede. Han leverer et solidt og gennemresearchet stykke journalistisk arbejde, og samtidig formår han at holde en høj grad af neutralitet i sin behandling af det politiske stof. Man får ingen fortolkninger fra Øvig Knudsen - dem laver man selv.
Bøgerne er disponeret på den måde at begge bind begynder og slutter med gruppens afsløring i 1989 som en slags rammefortælling. Indimellem får vi så en mere kronologisk fortælling. Dette gør at man er fanget af den dramatiske beretning fra første side.
Bind 1 følger en gruppe unge mennesker på den danske venstrefløj i 1970'erne, der samles i gruppen Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) under den karismatiske, men også meget dominerende og kompromisløse leder Gotfred Appel. Især hører vi om gymnasievennerne Holger Jensen og Jan Weimann, der påvirket af Vietnam-krigen og politiets hårde linje overfor antikrigsdemonstranterne, lader sig radikalisere mere og mere under Appels ideologiske vinger og decideret planlægger voldelige angreb i Danmark. Appel konkluderer dog at det ikke er muligt at lave revolution i Danmark, og blikket kastes i stedet på den tredje verden, hvor man begynder at hjælpe diverse frihedsbevægelser økonomisk, bl.a. ved tøjindsamlinger mv. Der er dog en hård kerne af KAK-medlemmer, der i sagens navn tyer til kriminalitet for at skaffe penge til disse bevægelser - og i særdeleshed til den palæstinensiske organisation PFLP. Flere af gruppens medlemmer er på ophold i våbentræningslejre i Libanon.
Bind 1 slutter, hvor Holger Jensen dør i en dramatisk trafikulykke. Gruppen ændrer sig markant efter et brud med Gotfred Appel og under påvirkning af 1980'ernes anderledes politiske klima.
I bind 2 følger vi den lille gruppe af personer (Jan og Bo Weimann, Peter Døllner, Torkil Lauesen, Niels Jørgensen og Carsten Nielsen), der op gennem 80'erne og 90'erne planlægger en lang række voldsomme røverier og kidnapninger - og udfører de fleste af dem - primært for at støtte PFLP økonomisk. Det handler ikke længere så meget om politik og ideologi, men mere om praktisk handling. Et langt kapitel er dedikeret en omfattende og årelang planlægning af en meget voldsom kidnapning af den svenske milliardærsøn Jörn Rausing - der dog i sidste øjeblik, på selve dagen for forbrydelsen, aflyses. Denne fejlslagne kidnapning får store personlige konsekvenser for gruppens medlemmer og to af dem, Peter Døllner og Bo Weimann, trækker sig ud inden gruppens sidste aktion: det fatale røveri mod Købmagergades Posthus, hvor en ung betjent bliver slået ihjel.
Beretningen om dette røveri er noget af det mest spændende i bøgerne, og vi får en minutiøs gennemgang af planlægningen og af hændelserne på selve dagen set fra flere synsvinkler.
Bogen slutter med retssagen mod gruppens medlemmer.
Et tema, der gennemsyrer især bind 2, er PETs rolle i sagen. PET kendte til gruppen og havde dem mange gange under observation og aflytning. Man vidste alt om deres forbindelse til PFLP og havde en stærk mistanke om, at de stod bag de mange røverier. Man spørger sig selv gennem hele bindet, hvorfor PET ikke reagerede og stoppede gruppen. Igen får vi ikke noget svar fra Øvig Knudsen, der overlader det til læseren selv at fortolke stoffet, men det ligger ligesom i kortene, at man fra højeste politiske plan ikke turde fængsle gruppens medlemmer og deres palæstinensiske samarbejdspartnere af frygt for deciderede terroraktioner i Danmark, som man så det i Tyskland i den periode.
Bøgerne er velskrevne, og jeg er imponeret over, at det er lykkedes Øvig Knudsen at trække så meget nyt stof ind så kort tid efter sagens afslutning. Det er rasende spændende at følge gruppens forberedelser og udførslen af de mange røverier, kidnapninger med videre, men det er mindst lige så interessant at høre om livet i det venstreorienterede miljø i 70'erne. Det er meget nemt at trække paralleller til nutidens miljø omkring Ungdomshuset og tænke: Gad vide om den samme radikalisering af en gruppe unge, der føler sig sat uden for samfundet, kunne ske igen?
