Inspiration » Litteratur » Boghandleren i Kabul
Anmeldt af Gertrud Thastum.
Den norske journalist Åsne Seierstad, som også har skrevet beretninger fra det krigshærgede Bagdad, var en af de første, der kom til Afghanistan efter Talibans fald. I hovedstaden Kabul traf hun den tilsyneladende oplyste og moderne boghandler, som hun i bogen kalder Sultan Khan. Hun fik et så tillidsfuldt forhold til ham, at det lykkedes hende at få en indbydelse til at bo i hans hjem.
I dokumentarromanens form beretter hun om, hvad hun oplevede i dette middelklassehjem, hvor hun som europæisk kvinde kunne bevæge sig i såvel kvindernes som mændenes verden. Hun opnår fortrolighed fra de mange familiemedlemmer i tre generationer, der bor sammen - med Sultan som det dominerende og i vore øjne despotiske overhoved.
Man får et sjældent indblik i, hvordan hverdagen former sig for kvinder i Kabul . Hun fortæller om det ensformige liv inden for hjemmets fire vægge, og om at færdes på gaden under burkhaen. Hun bærer den selv for upåagtet at kunne iagttage omgivelserne.
De unge mænds tilværelse er ikke meget lystigere. For dem kan påbudet om ikke omgås piger, før familien har fundet et passende parti, og de er blevet gift, føre til forfærdelige ugerninger.
I nogle afsnit er der tilbageblik til tiden under Talibanstyrets rædselsregime. Sultan var flere gange i fængsel, og familien måtte flygte til Pakistan. Der berettes endvidere om, hvilke ødelæggende spor, krigen har efterladt. Hvor der før var landsbyer og afgrøder, der er nu minefyldte ørkenområder.
Det gør et meget stærkt indtryk at læse om kvindernes stilling under traditionens tyranni. Den mindste udskejelse giver frygtelige straffe. Seierstad beretter om egne oplevelser og om skæbner, hun får fortalt om. Det eneste, hun har ændret, er personernes navne.
Bogen er spændende og gribende som en roman og har samtidig den autenticitet og det engagement, som det selvoplevede giver, Den kan anbefales alle, der vil vide mere om en verden, hvis skikke og æresbegreber står over hensynet til det enkelte menneske. En verden så anderledes end vor egen, som vi dog jævnligt tvinges til at tage stilling til. Det er barsk læsning.
