Inspiration » Litteratur » Kraniet fra Katyn – beretning om massakren i 1940

Kraniet fra Katyn – beretning om massakren i 1940

Kraniet fra Katyn – beretning om massakren i 1940

Af Anna Elisabeth Jessen
Dansk retsmediciners deltagelse i 1943 i arbejdet ved massegravene ved Katyn skabte furore både under og lang tid efter 2. Verdenskrig.


Anmeldt af Dinna Andrup Madsen.

Journalist Anna Elisabeth Jessen lavede i 2005 en radio-montage om retsmedicineren Helge Tramsens deltagelse i en international kommission. Denne montage blev i 2006 til en TV-dokumentar, og på grund af disse blev hun opfordret til at skrive bogen ”Kraniet fra Katyn”.

Den internationale kommission bestod af 12 retsmedicinere fra hvert sit land. I princippet alle lande der på den ene eller den anden måde var knyttet til Nazi-Tyskland. Enten af ideologiske grunde eller fordi de var okkuperet af Nazi-Tyskland. Det var en stor anlagt undersøgelse, der skulle bruges som propaganda mod Sovjetunionen og kommunisterne.

Under tysk, det vil sige nazistisk, ledelse skal de 12 retsmedicinere undersøge ligene af 10-15.000 polske officerer fundet i massegrave i skoven ved Katyn i nærheden af Smolensk i Rusland. De skal finde beviser for hvem der har skudt disse polske officerer. Er det Den Røde Hær, som nazisterne mener, eller det måske nazisterne selv?

Af ukendte grunde tager Helge Tramsen et hoved med hjem! Det ender på Retmedicinsk Institut i København, hvor det henligger ukendt, indtil Anna Elisabeth Jessen får kendskab til det i forbindelse med arbejdet med montagen og dokumentarfilmen.

Selv om retsmedicinerne er enige om en konklusion i 1943, bestrides denne konklusion. Ikke bare under krigen, men endnu mere efter krigen. Det er et stort trauma for den polske befolkning, som mere eller mindre alle har slægtning liggende i massegravene i Katyn. Det er først i 1992 at Rusland officielt vedkender sig skylden, og kun som krigshandling, ikke som massakre eller massemord.

Forfatteren skriver godt, og har gjort sit arbejde godt. Hun har virkelig været omkring for at finde oplysninger til montagen, dokumentarfilmen og denne bog, og det er lige før det skinner igennem. Al den information hun har fundet bliver ikke præsenteret i fuldstændig kronologisk rækkefølge. Det er som sådan heller ikke nødvendigt at gøre det, men hun springer meget rundt eller gentager sig selv ofte. Jeg kunne godt synes at bogen kunne have trængt til en grundig korrektur.

Man kan synes at der er skrevet nok om 2. Verdenskrig. Men der kommer stadig nye ting til overfladen – eller det bliver mere tilladt at grave i minderne – derfor kommer der nok stadig nye bøger om krigen. Jeg synes det har været meget oplysende at læse denne bog. Igen har jeg fået udvidet min viden om krigen.

Anna Elisabeth Jessen: ”Kraniet fra Katyn – beretning om massakren i 1940”, 283 sider.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar