Inspiration » Litteratur » Sit!
Anmeldt af Line Frømann.
Første gang jeg hørte om bogen "Sit! Fortællinger fra et hundeliv", gjorde jeg det, jeg typisk gør som bibliotekar: Slog forfatteren op for at se, om hun havde skrevet andet, jeg havde hørt om. Det havde hun sandelig - og endda noget i en helt anden boldgade, nemlig chick lit-bogen "Michael Laudrups tænder". Det gjorde mig ret spændt på, hvordan hun mon havde tænkt sig at gribe emnet hundeopdragelse an. Jeg blev ikke skuffet!
Bogen er bygget op omkring forfatterens egen hund, Karl. Vi følger Karl i alle hverdagens situationer: Gåtur, til dyrlægen, leg og meget meget mere. Bogen er rigt illustreret med både søde og sjove billeder af Karl i alle mulige - og umulige - situationer. Bogen er delt op så man, hver gang man slår op et sted i bogen, bliver mødt af billeder på den ene side og en kort tekst på den anden. Teksten starter med en historie om Karl, og nedenunder slutter Maise Njor så historien af med et godt råd. Altså, hvad skulle hun måske have gjort i bestemte situationer, som hun måske ikke liiige fik gjort.
"Sit! Fortællinger fra et hundeliv" er ikke bare sjov, flot illustreret og god for MANGE gode grin; den er også virkelig oplysende og får alle de situationer med, man som hundeejer uvægerligt kommer til at stå i.

