Inspiration » Litteratur » Dansk design

Dansk design

Dansk design

Af Dickson, Thomas
En historisk gennemgang af dansk design


Anmeldt af Nanna Bukh.

Thomas Dickson er både arkitekt og journalist og han er ansat som forskningslektor ved Center for Designforskning. Han har derfor gode forudsætninger for at skrive denne bog, og det er da også blevet en fantastisk favnende og velskrevet bog om hele vores danske designhistorie.
Og lad det være sagt med det samme: Det er den flotteste bog jeg har set længe - Bogen er i sig selv et eksempel på godt dansk design!

Men hvad er egentligt design? Thomas Dickson skriver således om designbegrebet:
På engelsk, hvorfra ordet er kommet ind i det danske sprog, betyder begrebet mange ting. Det kan betyde at planlægge, konstruere, lave et udkast, udtænke, skitsere en løsning, opfinde, at have til hensigt at udføre noget, lave en arbejdsplan, eller organisere elementer og komponenter indbyrdes. Dertil kommer den betydning, som vi i Danmark nok oftest forbinder med design - nemlig at formgive genstande med særligt øje for det æstetiske aspekt.

I offentligheden tales der tit om designertøj, designerlamper, designerkøkkener og designermøbler. På den måde opstår en fornemmelse af, at nogle produkter er designede, men andre ikke er det. Men alle produkter er designede i og med, at der er nogen, der har taget stilling til deres udseende og udførelse. Design er ikke afhængigt af, om man er medlem af designernes fagforening eller har en autoriseret uddannelse, eller om produktet er fremstillet af en særlig designorienteret virksomhed. Det interessante er i højere grad, hvad der er godt, og hvad der er dårligt design. For vi er alle nødt til at bruge hovedet selv, og selv vurdere, hvad vi konkret kan lide og ikke lide. At udnævne noget til godt design, udelukkende fordi der er en kendt designer eller et velrenommeret firma, som står bag, fører i sidste ende kun til at lægge låg på den personlige stillingtagen til, hvad godt design egentlig er.
Efter således at have givet en introduktion til designbegrebet præsenterer Thomas Dickson det ene flotte design efter det andet.

Denne bog er en rigtig bladrebog fyldt med aha-oplevelser som: "Se min skål!", eller "Der er farfars stol!"
Det, der er det fantastiske ved denne bog er, at den ikke blot er fyldt med flotte billeder, men det er også en bog som man har lyst til at læse fra første til sidste side, og der er immervæk 600 af dem. Teksten er renset for indforståede fagudtryk og den er både spændende og underholdende

Bogen er mit bedste bud på en gave til hende, der interesserer sig for smukke ting.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar