Inspiration » Litteratur » Bag selv brød

Bag selv brød

Bag selv brød

Af Bertinet, Richard



Anmeldt af Nanna Bukh.

Et nybagt brød er noget af det bedste bagværk, det kan de fleste vist blive enige om. Duften, der breder sig i køkkenet, den tilfredshedsfornemmelse man føler, når man tager et brød ud af ovnen, vender det ud på risten, banker på det og så går og venter på, at det bliver nok afkølet, til at man kan skære sig et stykke - uhm!!!

Der er lige kommet en rigtig god bagebog, den indeholder udelukkende opskrifter på brød.
Bogens grund idé er, at man får opskrifter på fem forskellige slags dej: - hvid dej, olivendej, brun dej, rugdej og sød dej. Lærer du at bage disse 5 grunddeje, er der snart ikke den slags brød, du ikke kan bage. Bogen giver opskrifter på 50 forskellige slags. Jeg nævner i flæng baguetter, fougasse, citronbrød, pecan-og tranebærbrød, valnøddebrød og doughnuts.

Der er grundige instruktioner, og jeg vil vove at påstå at alle med held kan følge disse opskrifter; det er endda tilladt at bruge røremaskine! Ingredienserne kan alle i hvert fald også skaffe - mel og vand, lidt gær og salt, så har du de lækreste baguetter og de smager altså ligesom dem, du køber i Frankrig!
Jeg har selv prøvet brødringe med fyld, her laver man små boller af den hvide dej, prikker hul i midten og fylder lidt pesto, ost eller en valnød i. Jeg fulgte opskriften til punkt og prikke og de blev rigtig gode. Jeg brugte dem som en slags snacks til et glas vin.

Der er en dejlig lidt fransk stemning over bogen. Forfatteren har været professionel bager hele sit liv i både Frankrig og England. Han har i dag sin egen kokkeskole i Bath, hvor han holder adskillige bagekurser, som er meget populære.
Dette udsnit, hvor forfatteren skriver forordet rammer fint den stemning, der er bogen igennem: "Jeg forelskede mig i brød som helt lille. Min onkel havde et bageri i Paris, min mor havde tidligere ekspederet i en bagerbutik, og jeg var fascineret af min hjembys boulangerie i Bretagne. Brødbagning behøver ikke at være et stort eller mystisk projekt, og man behøver ikke være den fødte bager. Alle kan bage. Målet med denne bog er ganske enkelt at give dig lyst til at bage"

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar