Inspiration » Litteratur » Kernesund familie sådan!

Kernesund familie sådan!

Kernesund familie sådan!

Af Mauritson, Ninka



Anmeldt af Line Frømann.

Hvis du i forvejen er meget fokuseret på helse i familien, vil du sikkert synes godt om denne bog.

Jeg har efterhånden læst min del af slanke- og livsstilsændrende bøger. Denne, synes jeg nok, ligger i den tunge ende!

Ninka-Bernadette Mauritson er forfatteren bag denne nye og meget omtalte bog. Hun har skrevet bogen på baggrund af sin egen families totale livsstilsændring, som også er meget direkte og ærligt beskrevet i bogen. På den måde er bogen meget god; personligt og ærligt skrevet.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at jeg bestemt ikke tror, denne bog er for alle familier, der vil ændre livsstil til det sundere. Det drejer sig nemlig om et liv uden sukker, hvede og mælk - tre ingredienser, der for de fleste fylder (for?) meget i hverdagen.
Man kan måske nok plukke lidt hist og her, for der er som sådan mange gode ideer i bogen, og den giver megen inspiration både til kostændringer og gode motionsvaner. Men den er for ekstrem! Jeg tror virkelig man skal være meget helse-minded i forvejen for fuldt og helt at kunne tage denne form for livsstil til sig - og det virker lidt, som om det er uacceptabelt ikke at gå hele vejen.

Bogen er bestemt ikke light reading; det er en af den slags bøger, der ikke rigtig kan bruges som opslagsbog. For at få det fulde udbytte er man nødt til at læse den fra ende til anden.

Jeg giver bogen to stjerner, da jeg synes, hele konceptet er for kompliceret og radikalt til min smag, og desuden synes jeg, at bogen er for svær at komme igennem. Men døm selv. En af bogens hovedpointer er netop, at vi alle er forskellige, så måske er dette netop noget for dig.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar