Inspiration » Litteratur » Wauw-effekten

Wauw-effekten

Wauw-effekten




Anmeldt af Line Frømann.

Har du lyst til ændringer i dit liv, men ved ikke hvor du skal begynde? Denne bog kan anbefales som inspiration.

Bogen fangede mig med sin farverige og "tøsede" forside, og da jeg bladrede i den, fik jeg bekræftet denne fornemmelse. Mange lyserøde og røde farver og mange sider med citater i stort format. Alt i alt så den ret spændende ud. Alligevel må jeg indrømme, jeg var ret skeptisk. Jeg har aldrig helt vidst, hvad jeg skulle synes om den ene af forfatterne, Pernille Aalund. Jeg har nok i al min jyskhed, syntes hun var "lidt for meget".

Jeg har ændret opfattelse! Denne bog, skrevet i et samarbejde mellem Pernille Aalund og Gitte Koldtoft, giver virkelig én inspiration til at finde ud af, hvordan man får sit liv, som man gerne vil have det. Kort sagt fortæller de "hvad der skal til for at skabe ultimativ wauw-effekt i dit liv".

Bogen er inddelt i forskellige kapitler med hver sit tema, eksempelvis "Slank med wauw-effekten", "Overvind din frygt", "Nå dine mål" og "Få din kærlighed til at blomstre". Kapitlerne kan sagtens læses hver for sig. Bogen kan på den måde bruges som en opslagsbog, man kan hive frem på forskellige tidspunkter af livet, enten når det ændrer sig, eller man har brug for lidt motivation.

Og motivation er netop kodeordet i "Wauw-effekten". Kapitlerne er en dejlig blanding af coaching, øvelser og eksempler fra forfatternes eget liv. Noget der er med til at gøre bogen personlig, uden at det får lov at fylde for meget.

Bogen kan ved første øjekast virke temmelig teksttung, men undertegnede læste den i løbet af to dage, simpelthen fordi den var så inspirerende. Derfor giver jeg bogen fem stjerner. Den kan klart anbefales til alle os, der lige har brug for det der ekstra puf til at få ændret de mange små ting i hverdagen, som egentlig ville gøre vores liv det federe!

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar