Inspiration » Litteratur » Her hvor jeg ringer fra
Her hvor jeg ringer fra
Af Raymond CarverStore fortællinger fra livets skyggeside klokkeklart antydet af fænomenet Raymond Carver.
Anmeldt af Thomas Olesen.
Raymond Carver er et fænomen, der aldrig har fået den udbredelse, han fortjener her til lands. Kender man ikke Carvers minimalistiske realisme og persongalleriet af tragiske skæbner fra USA's middelklasse, alkoholikerne, selvbedragerne og de ensomme, spøgelsesagtige eksistenser, så har man med ”Her hvor jeg ringer fra” endelig fået chancen. Gyldendal har samlet forfatterens 34 noveller i et enkelt bind, som tidligere har været udgivet i tre mindre novellesamlinger på dansk. Novellerne er flydende oversat af Gyldendals redaktør Johannes Riis, og har fået et forord af ingen ringere end Klaus Rifbjerg.
Sproglig præcision og antydningens kunst
Raymond Carver døde i 1988 blot 50 år gammel som følge af druk og lungekræft – ifølge Rifbjerg røg han mere end 80 cigaretter om dagen! Novellerne handler om livet på bunden af samfundet, som Carver selv har haft et indgående kendskab til; om taberne, om de tragisk nøgne og hjemløse skikkelser, der rager rundt i et eksistentielt tomrum, hvor løgn og misbrug for længst har erstattet troen på en større mening med livet. Det er gribende fortællinger, som kryber ind under huden.
Carver er berømt for den minimalistiske stil, som han mestrede til fuldkommenhed; novellerne er ultrakorte og tekstøkonomiske, med alle unødvendige ord skåret væk. Denne knivskarpe præcision, hvor alt overflødigt er sorteret fra, er Carvers særlige kendetegn, og har dannet skole blandt et utal af bl.a. danske novellemagere som Pia Juul, Helle Helle og mange andre.
Tillid til læseren
Blikket er som et kamera, der på afstand objektivt registrerer, hvad der foregår – stilen er nøgtern og uden intervenerende kommentarer. Carver afstår dermed fra at drage konklusioner på vegne af læseren. Der er ingen alvidende fortællerstemme, som ridser pointen op, eller filosoferer over de kranke menneskeskæbner. Alting ses udefra, og vi er dermed helt på niveau med personerne i novellerne, hverken over eller under. Det er en helt enorm tillid at vise sin læser! Det er således os selv, der må opfatte fejlkommunikationen mellem menneskene, der forbliver i deres egne hermetisk lukkede glasklokker som i den sublime ”Er du læge?”. Det er os selv, der må føle og forstå motivet til det uhyggelige selvbedrag som den forsmåede ægtemand i ”Løgnen” gør sig skyldig i. Og det er os selv, der må kigge ud over den afgrund af rystende, eksistentiel angst, der fører til hjemløsheden og tabet af mening i ”Chefs hus”, men det er også os, der selv aner det lyse håb i ”Cykler, muskler, cigaretter” gennem en drengs beundring for sin far.
Litteraturen i sproget
Carver er inde at røre ved sprogets allerhelligste litterære mekanismer, når han med en enkelt sætning eller to iværksætter et helt scenarie, som læseren selv folder ud og gør levende; der er noget genkendeligt over scenerne fra det grå Amerika og noget arketypisk over menneskene, som vi tilsyneladende allerede kender på forhånd. Det virker autentisk og sandt – som en befriende modpol til dagens poppede mediesprog. At læse Carver er som at skrive ham; vi bliver til meddigtere, der selv forbinder prikkerne til et sammenhængende billede. Det er stærkt, involverende, uafrysteligt.
