Inspiration » Litteratur » Livret
Livret
Af Kristian Ditlev JensenUdmærket, men upræcis og adjektiv-belæsset roman om livet og døden set med en gourmets sanselige øjne.
Anmeldt af Thomas Olesen, Herning Bibliotekerne.
Kristian Ditlev Jensens roman ”Livret” fra 2004 er en unik roman om liv og død, skyld og forsoning. Ditlev Jensen høstede både hæder og roser for romanen, der var den anden i rækken efter den chokerende erindringsroman ”Det bliver sagt” fra 2002. Siden er verden blevet begavet med ”Opstigende skorpion” fra 2010.
I ”Livret” følger man den dansk-engelske madskribent og gourmet Robin McCoy, der er ved at komme sig over sin japanske kones selvmord. I stedet for en egentlig handling i klassisk forstand følger vi McCoys kamp for at sætte ord på det navnløse traume, som selvmordet har efterladt i ham. Undervejs rejser han rundt i verden og anmelder mad: ”Jeg lever simpelthen af at lade de indtryk, min smagssans fanger, smutte forbi mit sprog og direkte ind i hjernen. Så smagen derfra igen kan formuleres, som om den var en delikatesse, jeg aldrig havde smagt før – og sat ord på,” som han forklarer om sin beskæftigelse.
Modsætningerne maden og døden flettes sammen, idet maden afstedkommer detaljerede erindringer om konens bloddryppende selvmord. Bogen er skrevet i et sanseligt sprog, der gør beskrivelsen af mad og selvmord yderst nærværende.
Maden, og McCoys analyse af den, bliver det blik, hvormed vi ser verden. Dette er bogens styrke, dér hvor den rejser sig op over gennemsnittet og får et anstrøg af noget unikt og originalt over sig. Det er, synes jeg, smukt, stærkt og originalt, når McCoy peger på det særligt italienske i spaghettien eller når han bevæger sig fra beskrivelsen af solmodne tomater over til kvinder. Det kræver en sjælden sproglig begavelse at lade det generelle og abstrakte (livet, verden) vokse frem af det partikulære (madretterne).
Som nævnt, blev ”Livret” modtaget med en god portion hæder og roser, og det også er fortjent. Sådan da. ”Livret” er både bestrøet med sproglige diamanter af høj poetisk karat og dybe, indsigtsfulde betragtninger over livet, så det er en ren fryd at læse. Imidlertid skæmmes bogen også af alt for lange passager med overflødige adjektiver, der står i kø for at afløse hinanden. Det gør den ellers gode fortælling ret så upræcis og overlæsset med ord. Der er klaustrofobisk langt mellem åndehullerne, hvor fortællingen kan få lov at bundfælde i læserens bevidsthed, og i længden bliver man (jeg gjorde i hvert fald) stærkt irriteret over de udtømmende beskrivelser af en eller anden detalje ved maden.
De sproglige perler og de filosofiske betragtninger over livet er dog heldigvis så tilpas mangfoldige og stærke, at det hiver romanen op på et anbefalelsesværdigt niveau. Så altså; læs den, men forbered dig på at få smidt både den forkromede pointe og Ditlevs Jensen autoritative mening i nakken.
