Inspiration » Litteratur » Skrækkens mænd – Et essay om den radikale taber
Skrækkens mænd – Et essay om den radikale taber
Af Hans Magnus EnzensbergerTerroristen anskuet som taber
Anmeldt af Thomas Olesen, formidler v/ Herning Bibliotekerne.
Hvad driver mennesker til at udføre selvmordsattentater? Hvad er terrorismens anatomi og dens motivation? Det forsøger den tyske filosof, Hans Magnus Enzensberger, at svare på i sit ny-klassiske essay ”Skrækkens mænd”. Essayet er desværre højaktuelt i dag - som det var det i går, og som det også vil være det i morgen. Til trods for skarpe analyser og innovative koblinger, så skæmmes essayet af en islamofobisk grundstemning.
Enzensbergers essay giver dog gode redskaber til at finde mening med terrorismens galskab, der fra tid til anden tvinger sig ind på avisforsiderne. For terrorisme er vel netop dette: Ubegribeligt! Terrorisme er en måde at opnå retfærdighed på ved hjælp af uretfærdige midler – ved at myrde, pine og plage uskyldige borgere (ingen kan vide sig sikker!) vil terroristen kaste fokus på sin mærkesag. Det ubegribelige, for mig at se, består i, at terroristen kobler en voldshandling med et større politisk mål. Men hvad har død og lemlæstelse at gøre med retfærdighed? Og hvorfor skal uskyldige mennesker stilles til regnskab for en sag, der ikke vedkommer dem? Og hvordan kan man bruge levende mennesker som tegn, som et middel til kommunikation? Jeg har aldrig begrebet terrorismens logik, men Enzensbergers essay angiver som sagt et par mulige årsager.
Fokus for Enzensbergers essay er den islamiske terror, der gør brug af selvmordsattentatet. ”Den islamiske terrors reneste form er selvmordsattentatet,” som han skriver om grunden til, at han lige præcis lader sit essays kredse om den islamiske selvmordsterrorisme. Han fortsætter: ”Det udøver en uimodståelig tiltrækningskraft på den radikale taber, for det giver ham mulighed for at udleve sine storhedsfantasier såvel som sit selvhad.” (p. 14) Terroristen er altså en taber – og, vil jeg tilføje, en narcissistiske taber, der veksler mellem grandios selvovervurdering og pinefuldt selvhad.
Enzensberger definerer taberen som en person, der dels står udenfor samfundet, men samtidig er produkt af et samfund (dvs. Vesten), der dyrker selvrealisering og succes. Alt dette forstærker blot taberens følelse af fiasko og selvhad. Fordi taberen er asocial og står udenfor samfundet, er han dømt til at tavshed, han er simpelthen stum, indtil han en dag eksploderer!
Ifølge Enzensberger bliver taberen først rigtig farlig, den dag han finder et meningsfællesskab af lidelsesfæller – og vore dages taberfællesskab, må man så konkludere, hedder Islamismen. Den tyske tænker laver en distinktion mellem Vesten, som på den ene side dyrker teknologi, fri sex, demokrati og lighed og så religion, hér islamismen, der på den anden side dyrker selvforsagelse, seksuel afholdenhed, kvindeundertrykkelse og præstestyre. Hertil må man indvende, at Enzensberger forherliger vestens principper, og som en logisk følge heraf devaluerer islamismens værdier.
Imidlertid bruger han denne opdeling til at komme med en meget vigtig pointe; den islamiske terrorist er en taber, som griber til selvmord og mord på grund af jalousi! Den islamiske taber er tvunget til at vælge mellem to divergerende værdisystemer, og tvinges til at vælge det system, der er antikveret, gammeldags og som hæmmer individet. Islamismen blegner med andre ord i forhold til vestens letpåklædte kvinder og hurtige biler – og dette efterlader en bitter og hadefuld smag i munden på taberen.
Jeg tror, at Enzensberger er på rette spor, når han henlægger selvmordsterrorismens motiv til misundelse over andre folks succes. Misundelse fører til had! Men Enzensberger forfalder selv til had, når han ender med at latterliggøre hele den arabiske civilisation. Eksempelvis argumenterer han for, at terroristen er en blodsuger, der snylter på vestens teknologi – den teknologi, som han ifølge sin religion må forsage, når han bygger indviklede bomber og kommunikerer via vestlige medier. Enzensberger ender med at latterliggøre et helt folk, når han skriver: ” Alt, som dagliglivet i Nordafrika og Mellemøsten bygger på, hver stikkontakt (…) repræsenterer en stum ydmygelse for enhver araber, der kan tænke en selvstændig tanke.” (p. 34)
Det er som sagt et højaktuelt emne, Enzensberger behandler, men det er også et højeksplosivt emne, som bør omgås med omtanke og respekt – jeg fornemmer et totalt fravær af respekt overfor et helt folk. Essayet er dog stadig værd at læse; det giver også (et flig af) en forklaring på tragedien i Norge, hvor terroristen end ikke havde værdighed til at tage sit eget liv!
