Inspiration » Litteratur » Detektivhistorie
Detektivhistorie
Af Imre KertészEt råb fra Helvede
Anmeldt af Thomas Olesen, formidler v/ Herning Bibliotekerne.
Ungarske Imre Kertész (f. 1929 i Budapest) er ikke ret kendt på dansk grund. Få husker måske, at han vandt Nobelprisen i litteratur 2002, og endnu færre har læst hans bøger. Selv opdagede jeg hans perfekte lille mesterværk ”Detektivhistorie” ved en ren tilfældighed; jeg lod mig lokke af bogforsiden, som fangede min opmærksomhed på biblioteket.
Bogforsiden er et udsnit af et Hieronymus Bosch maleri - et infernalsk sceneri af ild, bizart deforme skabninger, helvedestrompeter og skrigende mennesker i søer af brændende lava. Forsiden giver et blik ind i Jordens undergang, hvor Helvede flyder over og vælter ud over verdens grænser. Mennesker fanget i Helvede er et gennemgående tema hos Kertész, der selv er en af de få overlevende fra Auschwitz. ”Detektivhistorie” er en undersøgelse af det lidende menneske, der er fanget i et vilkårligt, meningsløst system, styret af en paranoid logik, hvis eneste formål er at validere systemet. Den paranoide magthaver ser fjender overalt - hvor der ingen reelle fjender er, konstruerer man sine egne, for at bekræfte systemets afsindige logik.
Handlingen udspiller sig i en lille imaginær stat i Sydamerika, hvor et statskup har vendt op og ned på magten. Tidligere magthavere er jaget på flugt, og nye mennesker har overtaget styringen, og tager nu et retsopgør med medløbere og håndlangere fra det gamle regime. Fortællingens udsigelse er henlagt til en dødsdømt mand, Martens, der var detektiv og kriminalbetjent under det gamle diktatur. Han afventer sin død med stoisk ro, imens hans fortæller om den forfærdelige forbrydelse, han var med til at udføre på vegne af det forhenværende system – en forbrydelse, der var så grum, at den blev den direkte anledning til, at det gamle system blev opløst. Som han forklarer, så fortæller han ikke historien for at opnå tilgivelse, men slet og ret for at afsløre logikken i et paranoidt (og psykopatisk) system.
”Detektivhistorie” overholder krimigenrens mest basale konventioner, dvs. der er en forbrydelse og så en detektiv, der skal løse mysteriet. Romanen har imidlertid det underfundige twist, at dét, der kaldes forbrydelse i det gamle system, er en heltegerning i det nye, og omvendt. I det nye system er Martens en gemen morder, i det gamle var en han en detektiv, der løste en opgave for systemet. Denne dobbelthed er en genistreg, der ikke blot viser det gamle systems logik, men alle systemers iboende logik – individet er til enhver tid underkastet det større samfunds logik, der bestemmer, hvem der er helt og hvem der er skurk!
I det hedengangne system bestod forbrydelsen i, at en ung mand, Enrique Salinas, føler et stort had til det kvælende diktatur, der sidder på magten. Han søger efter ligesindede, så han kan være med til at bekæmpe systemet. Martens sættes til at overvåge den unge Salinas, der imidlertid har vanskeligt ved at blive indoptaget i nogen kontrarevolutionær bevægelse; hans far er en meget velhavende mand, og alene denne omstændighed gør, at han mødes med mistro i de kontrarevolutionære kredse. Faren får nys om sønnens bestræbelser på at drive modstandskamp. For at redde sønnen fra at falde i diktaturets kløer prøver han at hjælpe på bedste vis. Jeg skal ikke afsløre, hvordan han hjælper, men blot antyde, at dette er en historie, der bygger videre på myten om Daedalus og Ikaros. Fortællingen er rystende og kryber ind under huden under læsningen. Plottet er genialt skruet sammen med sine dobbeltheder, og tvinger til refleksion over forholdet mellem individ og system.
I øvrigt: Da Imre Kertész skrev sin mesterfortælling tilbage i 1977 var Ungarn en totalitær kommuniststat med benhård censur. I forordet til bogen, der er skrevet i 2005, forklarer Kertész, at han lod ”Detektivhistorie” foregå i et lille, fiktivt sydamerikansk land for at knibe sig udenom den benhårde censur i 70’ernes Ungarn. Hvorledes det lykkedes ham at få udgivet bogen kan godt undre. Kritikken af det totalitære system per se, der knuser de anderledes tænkende, er ikke til at tage fejl af.
