Inspiration » Litteratur » Fluen og evigheden
Fluen og evigheden
Af Håkan NesserFilosofisk krimi om den kræftsyge Maertens, som en dag modtager en telefonopringning, der tvinger ham til at tage et opgør med fortiden.
Anmeldt af Thomas Olesen, Herning Bibliotekerne.
”Fluen og evigheden” er en krimi af svenske Håkan Nesser. Bogen har alle ingredienser til at blive en god krimicocktail – dog mangler der en smule smag og fylde, før den rigtig overbeviser. Ingredienserne består af et stk. 54-årig desillusioneret filosof, som arbejder på et bibliotek i en unavngiven by i Nederlandene. Han har et kærlighedsløst, men praktisk forhold til en kvinde, han bor alene og har netop opdaget en mystisk udseende og ildevarslende pigmentforandring i huden, som han ikke ønsker at gå til læge med. Med andre ord, en mand på afgrundens depressive rand.
Maertens, som han har valgt at kalde sig, har en fortid, han forsøger at lægge bag sig, og det er denne ubearbejdede fortid, der er skyld i den nuværende dunkle sindstilstand. En dag modtager han et telefonopkald, der tvinger ham til at konfrontere sig med fortidens spøgelser; i sin ungdom var Maertens involveret i en frygtelig forbrydelse, der har bevirket, at han har siddet i fængsel, har skiftet navn og i det hele taget oplever det totale tab af mening. Rekonstruktionen af forbrydelsen og alle dens handlingstråde er vejen til Maertens forløsning, for herved bliver han i stand til at sætte ord på det navnløse traume, der lammer ham. Romanen bevæger sig herved fra fortællingens nutid tilbage til den levede fortid som ung filosofistuderende på et prestigeuniversitet.
Og hvem er han så, denne Maertens? Det er kendetegnende for ham, at han administrerer andres viden i stedet for selv at udvikle den – Maertens er ansat på et bibliotek, dvs. han indekserer og holder styr på andres bøger, men skriver dem ikke selv. Derimod har han udviklet en memoteknik til at genskrive alle litteraturhistoriens klassikere – et i øvrigt ret genialt påfund fra Nessers side, der glimrende illustrerer Maertens handlingslammelse, for det er en handling, som i realiteten er en skin-handling, en ikke-handling. Maertens studietid var ligeledes præget af denne mangel på handling; hans ven, Tomas, var en ener, et geni, der langt overskyggede Maertens. Maertens haltede altid bagefter og brugte de fleste kræfter på blot at forstå vennens sindrige tankekonstruktioner.
For at romanen skal lykkes, må læseren som minimum kunne identificere mig med hovedpersonen – hvor den gængse kriminalroman har opklaringen af en forbrydelse som det centrale element, og derfor har spændingskurven som succesparameter, er det her selve hovedpersonens ve og vel, der er centralt. Maertens middelmådighed gør ham realistisk, men tillige svær at identificere sig med. Bogen faldt derfor aldrig helt i min smag, og jeg blev aldrig rigtig grebet af fortællingen. Romanen er dog spækket med store tanker og filosofiske citater, hvilket trækker den op på læseværdigt niveau.
