Inspiration » Litteratur » Pige i tyverne
Anmeldt af Karen Smith-Andersen, Herning Bibliotekerne.
Lara har lige investeret hele sin opsparing i et nystartet firma, som hun skal forestille at drive sammen med sin bedste veninde – der desværre lige er rejst til Goa på ubestemt tid. Derudover har manden i hendes liv lige droppet hende. I det hele taget er Laras verden en smule turbolent i øjeblikket. Derfor viser hun ikke den store interesse, da hendes gamle grandtante på 105 år dør. Ingen i familien har øjensynligt haft nogen kontakt til den demente gamle dame i mange år og hendes begravelse er noget, der bare skal overstås for alle de implicerede. Til begravelsen sker der dog noget; grandtante Sadie materialiserer sig pludselig for Lara og overtaler hende til at stoppe begravelsen. Hun kan ikke finde fred, hvis ikke Lara hjælper hende med at finde et forsvundet halssmykke. Lara kan ikke gøre andet end at love at hjælpe hende.
Grandtante Sadie viser sig at være et sprudlende spøgelse på 23 år, der levede livet fuldt ud som ung i 1920’erne – og det gør hun også som genfærd i det nye årtusinde. Samtidig med den komplicerede jagt på halssmykket får Lara godt og grundigt rusket op i sig selv og sine forestillinger om, hvordan man skal leve livet som ung pige i tyverne! Blandt andet har Sadie set sig varm på Ed som hun insisterer på, at Lara skal inviterer ud på en date på vegne af hende. Det bliver en anderledes og udfordrende date for Lara, der får dikteret hvert ord hun skal sige til Ed af Sadie.
I det hele taget finder både Lara og Sadie ud af, at to piger fra forskellige tidsperioder sagtens kan lære en masse af hinanden.
Om halssmykket bliver fundet og om Sadie virkelig finder fred, skal jeg selvfølgelig ikke afsløre, men tro mig tingene tager – i bedste chick-litt stil - en drejning til de flestes fordel. I det hele taget er den overnaturlige drejning et sjovt nyt tiltag til en ellers noget forudsigelig genre.
Forfatteren Sophie Kinsella, der nok mest er kendt fra bøgerne om den shopping-hungrende Rebecca Bloomwood, har for længst droppet sin oprindelige karrierer som journalist med speciale i økonomi for at bliver fuldtidsforfatter – og det kan man godt forstå. Hun er rigtig god til at skrive disse sjove og lidt skæve romaner for og om unge kvinder, der knokler med at få styr på kærligheden og karrieren.


