Inspiration » Litteratur » Lene Hanssons Greatest hits
Anmeldt af Karen Smith-Andersen.
Her findes kogebogen, der rummer alt, hvad du behøver for at spise korrekt hele dagen.
Lene Hansson har gennem de sidste par år fået status af madguru for mange mennesker. Hendes syv kogebøger er alle blevet store successer og hun er nærmest blevet repræsentant for den sunde madstil. Hendes nyeste kogebog er spækket med hendes egne favoritter. En Lene Hanssons personlige greatest hits. Her præsenteres de retter hun selv elsker og serverer igen og igen.
Kogebogen er opdelt i afsnit, så man nemt kan finde rundt og sætte kostrigtige måltider sammen. Hver ret er suppleret af lækre og indbydende billeder, der kan få mundvandet til at løbe. De knap 400 sider er spækket med kostrigtig mad, der er korrekt sammensat efter Hanssons eget kostkombineringsskema og hovedmåltiderne er strengt opdelt i proteinrige og stivelsesrige retter. Endelig indeholder bogen til slut en komplet ugemenu samt 12 lejlighedsmenuer, så man kan til hver en tid kan servere sund mad til en hyggelig komsammen med venner og familie.
Når alle disse rosende ord er sagt, må jeg så også med skam melde, at bogen faldt lidt igennem hjemme hos mig. Retterne er ikke så børnevenlige som man kunne ønske sig og bladrer man den igennem med en gennemsnitlig kræsen 8 årig, så er der ikke mange retter der frister. Dertil er retterne for specielle. Der er dog ingen tvivl om, at også dette nyeste skud på Hanssons koststamme nok skal blive en succes.
Mere information om Lene Hansson, hendes opskrifter og kostkombineringskemaet på www.lenehansson.dk



