Inspiration » Litteratur » Rollinger og roulader

Rollinger og roulader

Rollinger og roulader

Af Sif Orellana
Med stor succes er Sif Orellana er tilbage med nye opskrifter, tips og tricks til den travle hverdag


Anmeldt af Karen Smith-Andersen, Herning Bibliotekerne.

I 2004 udkom bogen ”Krudtugler og kanelsnegle”. Den tog Danmark med storm og blev øjeblikkeligt en bestseller – en titel den har haft lige siden. For mange er den blevet en uundværlig bibel med gode opskrifter og sjove fif. Afløseren har ladet vente på sig, men nu er den her.
Livsstils- og inspirationsbøger er på mode lige nu og sælger som aldrig før. Fælles betegnelsen for disse bøger er, at de er lækre. Lækre på den måde, at de er spækket med smukke, inspirerende billeder og fyldt med indbydende opskrifter på både god mad og sjove aktiviteter med børnene.
Denne nye bog af Sif Orellana er ingen undtagelse – den har lidt til og meget mere! Os, der med spænding har ventet på ”den svære to’er” er ikke blevet skuffede. Den lever helt bestemt op til de høje forventninger, der har været. For selvfølgelig må det have været svært at skulle komme med en opfølger til en bog, der har solgt over 55.000 eksemplarer.
Bogen er opdelt i årstider. Hver årstid er fyldt med legetips og gode historier, der knytter sig til de lækre opskrifter – nogle af opskrifterne er selvopfundne, fordi hun ikke har kunnet lokke opskriften ud af eksempelvis bageren i det lille hyggeligt bageri i en sidegade i Paris. Som noget nyt har hun denne gang inkluderet et afsnit med gode råd og opskifter, som hun har fået tilsendt fra trofaste brugere af ”Krudtugler og kanelsnegle”. Det er sjovt og anderledes.
Alt i bogen er forholdsvis nemt at gå til og ikke alt for tidskrævende, så selv den travleste familie kan være med. For det er jo dét det handler om – vi vil jo alle sammen gerne være en overskudsfamilie i en travl tid.
Sif Orellana giver os muligheden for at være sammen på en anderledes måde – her kan børnene fint hjælpe i køkkenet og være med til at bage ”Soldatens rugbrødssticks”, som de kan have med i madpakken næste dag og stolt fortælle om til kammeraterne. Imens ungerne bager, kan de voksne så fortælle den medfølgende historie om bagværket og hvorfor brødsstængerne fik deres sjove navn. Det er det Sif er så god til og som de andre bøger ikke kan; at give os en lille medfølgende historie, der får det hele til at gå op i en højere enhed!
Sif Orellane er 39 år og mor til tre. Hun er uddannet cand. mag. i litteraturhistorie og massekommunikation. Foruden at være forfatter, skriver hun artikler, holder foredrag, har sit eget forlag og meget meget mere.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar