Inspiration » Litteratur » Det forsvundne tegn
Anmeldt af Line Frømann, Herning Bibliotekerne.
Vores elskede hovedperson Robert Langdon er endelig tilbage i Dan Browns nyeste roman ”Det forsvundne tegn”. Handlingen udspiller sig denne gang i Washington, hvortil Langdon bliver tilkaldt til, hvad han tror er en forelæsning for en forsamling høje herrer. Det viser sig dog hurtigt, at han er blevet lokket dertil under falske forudsætninger af en galning, som har kidnappet en af Langdons gamle venner, millionæren og frimureren Peter Solomon.
Kidnapperen kræver nu Langdons hjælp til at løse et meget gammelt mysterium, som har med Frimurerlogen at gøre, og hvis han ikke makker ret, til han slå Peter Solomon ihjel. Lynhurtigt udvikler plottet sig, og inden Langdon ved af det, er han på flugt fra CIA sammen med Peters søster Katherine og den højtstående frimurer Bellamy – samtidig med at han skal have løst mysteriet for kidnapperen, inden han slår Peter ihjel.
Jeg læste et sted, at Dan Brown har udtalt at hans mål med at skrive er at få læserne til at udsætte søvnen om aftenen, og til det må jeg give ham, at han helt klart har nået sit mål. Bogen er meget svær at lægge fra sig, når man først er gået i gang. Den hæsblæsende action gennem hele bogen kombineret med den interessante fakta/fiktion om byen Washington holdt mig som læser fanget helt til sidste side. Godt nok synes jeg, Brown i slutningen af bogen begynder at væve lidt, men det skal siges til hans forsvar, at bogens grundide også er temmelig kompleks, og jeg tror han ”væver” for at være sikker på at få meningen frem for alle sine læsere.
Jeg tror der kan være en vis fornuft i at læse bogen på originalsproget. Det er i hvert fald tydeligt, at oversætteren ikke har haft megen tid til at gennemarbejde oversættelsen, for det halter flere steder. Mange af Dan Browns ordspil og dobbelttydige ord kommer heller ikke helt til deres ret, så medmindre man er engelskkyndig, går man glip af noget af det interessante i fortællingen.
Alt i alt er ”Det forsvundne tegn” dog en meget underholdende og actionfyldt roman, der helt sikkert lever op til sine forgængere.



