Inspiration » Litteratur » Efter solnedgang
Efter solnedgang
Af Stephen KingHvis du vil læse noget anderledes af Stephen King, er ”Efter solnedgang” et godt sted at starte
Anmeldt af Line Frømann, Herning Bibliotekerne.
”Efter solnedgang” er en ny novellesamling fra Stephen Kings utrættelige hånd. Den består af hele 13 noveller (er der mon noget symbolsk i antallet, kan man spekulere på?), som spænder vidt i fortællestil.
Blandt mine favoritter er for eksempel ”En to tre løb”, en meget karakteristisk King-novelle om en kvinde, som efter at have forladt sin mand, flytter til sin fars feriehytte på et afsidesliggende sted. En af naboerne er en skummel rigmand, som flere af øens beboere har mistænkt for at være en særling med mange grumme gerninger på samvittigheden. Hovedpersonen bliver pludselig involveret i rigmandens gerninger, da hun tilfældigt opdager et lig i bagagerummet på hans bil og efterfølgende bliver slået ned og vågner op i rigmandens køkken, forslået og skræmt fra vid og sans. Rigmanden har nemlig ikke rare planer for hende. Historien har nogle af de samme elementer som ”Geralds farlige leg”, som også spiller på den detaljerede beskrivelse af smerte og rå vold.
En direkte kvalmefremkaldende novelle er ”I klemme” om en mand, der bliver låst inde på et lillebitte transportabelt toilet – læs den for guds skyld ikke i forbindelse med nogen former for måltider! Glansnummeret i bogen må helt klart være ”N”, som er en novelle der, efter Kings eget udsagn, er kraftigt inspireret af Arthur Machens ”The Great God Pan”. Efter at have læst den, får diagnosen OCD (altså tvangsneuroser med for eksempel at tælle ting) pludselig en helt ny betydning.
Her er for en gangs skyld ikke tale om særlig megen direkte uhygge fra Stephen King. Hans nye novellesamling, ”Efter solnedgang”, består mestendels af noveller omhandlende livets skyggesider på den ene eller den anden måde. Bevares, mange af historierne giver helt klart læseren noget at tænke over, men ”Efter solnedgang” kan desværre ikke få mig helt op at ringe.
Jeg læste på et tidspunkt en anden anmeldelse af bogen, hvor anmelderen mente, King kørte på automatpilot, og jeg må desværre indrømme, jeg er fristet til at være enig. Men måske har det også noget at gøre med, at jeg helt klart synes King fungerer bedst på ”de store vidder”, altså når han kan få lov at brede sine fantastiske historier over mange, mange sider. For oftest er det her, han brillerer – med den kringlede vej til gyset, hans fans (såsom mig) elsker så højt. Bogen egner sig ikke til at blive læst i én køre, men tager man en enkelt fra tid til anden, tror jeg simpelthen man skal nyde den for hvad den er: King, der viser, hvor mange stilarter han rent faktisk mestrer.
