Inspiration » Litteratur » Hellboy: Mærkværdige steder
Hellboy: Mærkværdige steder
Af Mike MignolaMignolas Hellboy træder i baggrunden for mytologiske skildringer og atmosfæriske lokaliteter
Anmeldt af Michael Mogensen, Herning Bibliotekerne.
Få forfattere er blevet så meget synonym med et værk som Mike Mignola. Hans røde djævel med stenhånden, den uundslippelige skæbne og den allestedsnærværende sarkastiske kynisme er Mike Mignolas hjertebarn. I denne tegneserie træder han dog nærmest i baggrunden i sin egen fortælling. Titlen ”Mærkværdige steder ” er faktisk ret velvalgt, idet det nærmest er lokaliteterne der er hovedpersoner her.
Men lad os starte med at kigge lidt på selve historien. Hellboy har forladt den organisation han arbejdede for med at bekæmpe onde okkulte væsner. Han vandrer nu alene rundt i verden. Han ender i Afrika, på bunden af havet og på en mystisk ø med en som altid skummel gammel borg.
Undervejs bliver han tvunget til at forholde sig til sin rolle i den kommende Dommedag, og vi præsenteres i starten for en havfruehistorie, der desværre læner sig alt for tæt op ad H. C. Andersen til at jeg bryder mig om det.
Hellboy tegneserierne er en række af små enkeltstående fortællinger som denne, der hver i sær bidrager til et større hele, en rejse for Hellboy, udviklingsmæssigt såvel som geografisk. Undervejs udvides det mytologiske grundlag hele universet hviler på. For i Hellboy er mytologien en lige så central aktør som den røde djævel selv. Mignola låner med arme og ben fra alt han kan komme i nærheden af. H. P. Lovecraft, nazi-tysklands okkulte forestillinger, afrikanske myter og meget andet. Det mytologiske har altid været et bærende element i Hellboy, og denne historie tager da også det ambitiøse skridt at forsøge at afdække noget af verdens hemmelige historie. Dette bliver dog noget halvhjertet. Som altid kommer en skikkelse udefra og fortæller Hellboy hvordan ting hænger sammen rent mytologisk, ganske vist ledsaget af lækre stemningsfulde billeder. Men den måde at håndterede formidlingen af det mytologiske virker, i hvert fald på undertegnede, en smule kunstigt når den benyttes igen og igen.
Normalt er Hellboy-figuren ikke den mest personlighedsmæssigt nærværende skikkelse, men denne gang er han mere end sædvanlig to-dimensionelt portrætteret. Han er i denne udgivelse reduceret til fandendivolsk kynisme og sarkastiske one-liners til en sådan grad at man næsten glemmer at han faktisk er hovedperson. Og dette på trods af at et af de vigtigste tematiske omdrejningspunkter er den videre udforskning af hans skæbnebestemte rolle i Dommedag. Faktisk ofrer Mignola meget mere krudt på lokaliteterne og de mytologiske fortællinger, så disse nærmest fremstår som hovedpersonerne.
Det faktum at Hellboy vandrer rundt alene uden at have interaktionsmuligheder med nogen fra de tidligere numre han føler sig knyttet til, eliminerer desværre også en del mulighed for personskildring.
Rent visuelt kræser Mignola som sædvanligt for det æstetiske, i forhold til opbygning af siderne og formidling af stemninger, dog med noget mindre brug af sort blæk denne gang. Kantet og gotisk som altid.
En tegneserie fuld af atmosfære og lækre portrætteringer af isolerede lokaliteter. En mytologi der kæmper med sig selv om at blive stadigt mere storladen og svulstig. Men hvor ville jeg dog ønske at Hellboy havde fået lov til at være hovedperson, snarere end omdrejningspunkt.
