Inspiration » Litteratur » Sin City - Ind i helvede
Sin City - Ind i helvede
Af Frank MillerDen sidste Sin City – Syndig, men ikke synderlig god.
Anmeldt af Michael Mogensen, Herning Bibliotekerne.
Frank Millers sidste bind i Sin City universet – Mere kliche, mere form, mere metaltræthed.
Af Michael Mogensen, Bibliotekar, Herning Bibliotekerne
Frank Miller betragtes af mange som kongen af noir-genren. Hans Daredevil fra slut 70’erne og nogle år fremstår i dag som et ypperligt eksempel på en middelmådig superheltetegneserie der bliver til noget langt større, og vigtigere. Hans Sin City er en lang serie af løst sammenhængende historier fra syndens by.
Det syvende og sidste bind i serien er nu blevet udgivet på dansk.
Den pulpede film noir genre er pr. definition fyldt af klicheer tematisk, udtryksmæssigt og i forhold til persongalleriet. Frank Miller navigerer hjemmevant inden for disse rammer på en overbevisende måde. Det er noir uden at springe rammerne, på noirs præmisser.
Et mørkt univers fyldt med kynisme og seksuelle motivationer. En helt der sværger til overdreven magtanvendelse. Og det hele naturligvis i sort/hvid.
Selve historien er også en stor kliche. Vores hovedperson redder en kvinde i nød fra hendes eget selvmord, og hun bliver efterfølgende bortført af en skyggeagtig bagmand. Dette sætter vores helt i gang med en rejse ind i skyggesiden af Sin City. En kliche der dog, synes jeg, er unødigt kompliceret og flere steder trukket unødvendigt meget i langdrag. Historien virker ikke helt så velskåret og stram som de tidligere bind. Måske er det godt at dette bind blev det sidste, hvis den gode hr. Miller ikke har noget bedre at byde på.
Det er umuligt at anmelde en Frank Miller tegneserie uden at dvæle forholdsmæssigt meget ved det grafiske udtryk. Denne tegneserie er ingen 300 (et andet af Frank Millers store værker), men på sin egen skitseprægede måde repræsentant for en vidunderlig sans for sidekomposition. Han benytter komplekse og smukt komponerede skyggefulde sort/hvid tegninger kun afbrudt enkelte gange af symbolske enkeltstående farver. Dette er særdeles effektfuldt, særligt i de situationer hvor han så at sige inverterer farverne, så de nærmest kommer til at fremstå i negativ. Undervejs sniger der sig en herlig, og for serien ret atypisk, sekvens ind hvor hovedpersonen efter at have blevet injiceret med et bedøvelses middel ser verden forvrænget og nærmest surrealistisk. De personer han møder er transformeret til popkultur fænomener. En befriende lille løssluppen sekvens i en tegneserie der ellers tager sig selv meget højtideligt. Bare ærgerligt at g floy studio har valgt kun at trykke den i gråtoner. Sekvensen var oprindeligt i farver i den amerikanske udgave, lækre vandfarver der understøttede det syre-trip hele sekvensen var.
Frank Miller har aldrig været den store ordekvilibrist, men det lægger stilen i denne tegneserie da heller ikke op til. Den er forholdsvist hurtigt læst på trods af de mange sider, grundet hans tydelige fokus på det grafiske udtryk snarere end dialogen der primært er overladt til smarte one-liners og stereotyp kynisme. Men det er nu også ret meget i noir’s ånd. Form over indhold, kliche over originalitet, attitude over personskildringer.
Men dybest set sad undertegnede anmelder tilbage med en tom smag i munden efter at have læst den, uopfyldt men uden yderligere appetit. Mon hr. Miller havde det på samme måde?
