Inspiration » Litteratur » Zero Girl
Zero Girl
Af Sam KeithSam Keith har skabt en skæv lille tegneserie med cirkler, firkanter og småfortænkt psykologi.
Anmeldt af Michael Mogensen, Herning Bibliotekerne.
Det er sjældent man som tegneserieanmelder får til opgave at anmelde et værk der på samme tid er ualmindelig anderledes og usædvanlig genkendeligt. Et sådant værk er Zero Girl.
Forfatteren og tegneren Sam Keith er tidligere mest kendt for The Maxx, en serie fra midt 90-erne med en stærk psykologisk vinkling og et afsæt i skæve og udstødte hovedpersoner. Dette benytter han også i Zero Girl. Hovedpersonen er Amy Smootster, en noget aparte teenager. Det er en fortælling om at være ung, anderledes og isoleret, og om mødet med en ældre mand, i dette tilfælde hendes skole rådgiver. På papiret et særdeles gammelkendt fundament for en fortælling og personkarakteristik. Men det er så her Sam Keith begynder at slå sig løs for dette er langt fra en uoriginal og stereotyp fortælling. Amy er nemlig fast overbevist om at cirkler er gode og firkanter onde. I øvrigt bliver hendes fødder våde når hun bliver flov og hun fører tillige lange selvterapeutiske samtaler med onkel Carl , en bænkebider. Er det virkeligt eller et produkt af hendes forstyrrede bevidsthed? Amy er ikke nogen normal pige, og dette er ikke nogen normal tegneserie. Her kommer den første advarsel: Læs ikke Zero Girl hvis ikke du er er parat til at acceptere et sæt særdeles syrede præmisser for en tour de force i bizarre hændelsesforløb. Dette er magisk realisme, når det er mest besynderligt.
Amy har kræfter, magtfulde kræfter, kræfter hun kan benytte ved at trække på sin egen fremmedgjorte skamfuldhed og pinlige hændelser i hendes fortid. For verden er ikke blot som vi kender den. Cirkler er faktisk gode og firkanter onde, og i hendes rejse i selvudforskning og erkendelse har hun talrige opgør med verden og de mange firkanter der findes i den, hjulpet af de gode cirkler. Og her falder så den anden advarsel: Læs ikke denne tegneserie hvis du ikke bryder dig om en snert af eftertænksomhed og potentiale for tolkning. For det er der rigeligt af. Om end hele den psykologiske vinkel for denne anmelder til tider virker lidt fortænkt, som om hr. Keith just har lagt en grundbog i psykologi fra sig og ikke kunne vente med at benytte nogle af nøglebegreberne i tegneserieform.
Lige så aparte som historien må siges at være, er tegningerne. Sam Keith opererer med voldsomme stilskifte undervejs. Fra lækkert farvelagte, næste fotorealistiske fremstillinger af personerne til skitseprægede figurer der er karikeret til et punkt hvor forvrængning faktisk er et bedre ord. Bortset fra at personerne skifter mærkbart udseende undervejs hvilket kan være lidt enerverende, synes jeg faktisk at den løsslupne stil og form passer fint til det indholdsmæssige vanvid der ofte udspiller sig på siderne. Faktisk synes den stilmæssige realisme størst i de øjeblikke hvor relationen mellem de to hovedpersoner er fokus, eller man på anden vis bedst skal kunne relatere til dem emotionelt, hvilket vel egentlig giver fin mening.
Alt i alt en ret vellykket tegneserie, men Zero Girl er absolut ikke for alle. Enten er det alt for sært såvel grafisk som historiemæssigt og man lægger den fra sig igen, eller også sidder man tilbage med en reflekterende forundring og lyst til lige at bladre et par sider tilbage og læse et par paneler igen. Måske fordi man genkender noget af sig selv i den, måske fordi man lige skal forstå en sammenhæng, eller måske fordi den rummer så meget lødig galskab. Undertegnede hører så absolut til den sidste kategori.
Under alle omstændigheder er det et værk der vil dele publikum. Men er det dybest set ikke også dem der er mest interessante?
