Inspiration » Litteratur » Blå bror

Blå bror

Blå bror

Af Michael, Ib
En velskrevet og underholdende roman


Anmeldt af Mikael Graaberg.

Ib Michaels bog "Blå bror" skildrer en ung mands opvækst i Roskilde i 60'erne. Hovedpersonen er en navnløs jeg-fortæller, som vokser op i et klassisk middelklassemiljø. Jeg-fortælleren mistede sin tvillingebror ved fødslen, da broren blev kvalt i navlestrengen. Den 'blå bror' optræder flere gange i fortællingen som en skytsengel for hovedpersonen.

Hovedpersonen har et nært venskab med bøssen Mark. Mark tilhører overklassen og udstråler en aura af joie de vivre. Der er noget tilværelsens ulidelige lethed over hele hans livsstil. Marks forældre er udstationeret i Saigon og både Mark og hovedpersonen er som oftest overladt til sig selv. Hovedpersonens forældre skildres som distancerede, og benævnes konsekvent som hr. og fru Jones. Mark og hovedpersonen udgør sammen med pigen Regina en pikant ménage à trois. Hovedpersonen er forelsket i Regina, men hun ikke i ham. Regina og Mark er soulmates, men Mark er homoseksuel, så deres forhold forbliver platonisk.

Den røde tråd i "Blå bror" er hovedpersonens smalfilmsprojekt. Han vil lave en ungdomsfilm med nogle af de lokale rockere i de bærende roller. Ved indspilningen af filmen opstår et bizart kammeratskab mellem hovedpersonen og lederen af rockerbanden, Birger. Hovedpersonen lægger hus til en kaotisk rockerfest, som ender med at Birger stikker en af rockerne ihjel. Under det efterfølgende fængselsophold gennemgår Birger en forvandling fra primitiv skallesmækkende rocker til informationshungrende bogorm!

Man kan diskutere om "Blå bror" er en erindringsroman. Ib Michael har selv proklameret, at det meste i bogen er fiktion. Han har tydeligvis spundet videre på løse erindringer og anekdoter og så kogt det hele sammen til en fiktiv skildring af at ungdomsliv i Roskilde i 60'erne. "Blå bror" er fylde med erindringsglimt fra de udflippede 60'ere. Ib Michael kører undervejs det helt store namedroppingtrip og læseren præsenteres for et bombardement af referencer til datidens populærmusik, litteratur, film samt udskejelser med sex og diverse stoffer.
Der er elementer af magisk realisme flere steder i bogen. Det er altid smag og behag om dette fortælletekniske kunstgreb fungerer. I dette tilfælde synes jeg, at Ib Michael har held med at benytte den teknik. Hovedpersonen er maniodepressiv og har momentvise anfald af virkelighedsforstyrrelser. Den magiske realisme indblandes i disse anfald og giver en syret og ganske underholdende effekt.

Det er første gang jeg læser Ib Michael og jeg har opfattet ham som en lidt utilgængelig og prætentiøs forfatter. "Blå bror" har overrumplet mig. Det er en humoristisk fortælling med et nuanceret og opfindsomt sprog. Se blot flg. citat fra en episode i bogen, hvor hovedpersonen står overfor en drømmepige: "De eneste slag man tæller i livet, er dem ens hjerte springer over, og dem er der ikke så mange af."

"Blå bror" er en velskrevet og underholdende roman fra en af sværvægterne i dansk litteratur.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar