Inspiration » Litteratur » Halality
Anmeldt af Mikael Graaberg.
Kære læser, her kommer en advarsel. Efter at have læst de første par sider af denne bog er du parat til at kyle den over i hjørnet, men hvis du holder ud, vil du have læst en af de mest originale og overraskende bøger, der er blevet udgivet i de seneste år.
Bogen er skrevet af den dansk-australske forfatter Jeff Matthews. Handlingen foregår i nutidens København og følger den unge mand Phoensis, som tidligt i bogen overværer en flok tyrkere dræbe sin bedste ven Procyon. Derefter opsøges Phoensis af en journalist fra Ekstra Bladet, som vil skrive om indvandrerbander. Dette er rammefortællingen, men bogens pointe er at give læseren indblik i nogle dage i et moderne storbymenneskes liv.
Phoensis driver rundt på må og få, og vi følger hans overfladiske liv i en verden med stoffer, druk, sex, vold og en endeløs række af referencer til film, musik og litteratur.
Stort set hele bogen foregår i hovedet på Phoensis, og ofte præsenteres læseren blot for løsrevne sætninger og beskrivelser af det hovedpersonen tænker, hører og oplever. Læseren må selv danne en sammenhæng ud af dette. Dette gør umiddelbart bogen svær at læse, men når først man som læser er sporet ind på stilen, venter der faktisk en meget anderledes og underholdende læseoplevelse forude.
Bogen er skrevet i et hypermoderne og trendy sprog, og er både grotesk og indimellem hysterisk morsom. Anbefales til læsere mellem 18-30 år.