Inspiration » Litteratur » Indtil jeg finder dig

Indtil jeg finder dig

Indtil jeg finder dig

Af Irving, John


Anmeldt af Line Hoffgaard.

Tatoveringer spiller en central rolle i John Irvings nyeste roman. De fortæller smukke og sørgelige historier om de mennesker, der har dem. Titlen "Indtil jeg finder dig" refererer f.eks. til Alice, som har disse ord tatoveret i et knust hjerte på brystet. Og det er netop den historie, som romanen tager sit udgangspunkt i.

Vi møder hovedpersonen Jack Burns som 4-årig, hvor hans mor Alice tager han med ud på en rejse i Nordeuropa for at finde Jacks far. Jacks far forlod ham og Alice, inden han blev født og tog til Europa. Jacks mor lever af at være tatovør, og det er sådan, hun mødte Jacks far, da han skulle have sin første tatovering. Faderen var organist og skulle selvfølgelig have en tatovering af et stykke orgelmusik.

Eftersøgningen af faderen går gennem tatovørmiljøet i København, Oslo, Stockholm og Amsterdam. Men hver gang kommer de for sent. For hvert nyt sted stykkes der langsomt et billede sammen af faderen som en skruppelløs person, der udnytter kvinder og forlader dem. Efter et års søgen, opgiver Alice endelig jagten og tager Jack med til Toronto, hvor de slår sig ned.

I næste del af romanen anbringer moderen Jack på en pigeskole med ordene "og du vil føle dig tryg blandt pigerne" - næsten som om hun vil beskytte ham mod noget. Pigerne på skolen laver væddemål om, om han vil blive en rigtig hjerteknuser som voksen, og de kvindelige lærerinder kigger mærkeligt på Jack. Allerede som 9-årig oplever han en overdreven opmærksomhed fra kvinder i alle aldre. Det er, som om en profeti om Jack, venter på at gå i opfyldelse, nemlig at Jack er en skørtejager ligesom sin far.

På pigeskolen møder han sit livs bedste ven, den 6 år ældre Emma, som sammen med sine veninder indvier den unge dreng i seksuallivets mysterier lang tid før, han er klar til det. Jacks første rigtige seksuelle debut bliver som 9-årig med en ældre kvinde, der viser sig at være pædofil. Da hans bedste ven opdager forholdet, redder hun Jack.

I skoleårene får Jack mange roller i teateropførelser på skolen, oftest som kvinde fordi han er så smuk. Dette lægger kimen til hans professionelle karriere som skuespiller i Hollywood. Som voksne flytter Emma og Jack sammen og lever et udsvævende liv med masser af sex, dog aldrig med hinanden. Jack har nemlig fået smag for ældre kvinder efter barndommens oplevelser.

Irving er en forfatter, der godt kan lide at "genbruge" temaer. Derfor er der også i denne roman emner såsom brydning, forholdet mellem yngre mænd og ældre kvinder, en person som skriver på en roman i romanen og en undertøjsscene som i "Enke i et år". Dedikerede Irving-fans vil genkende disse små gentagelser og elske dem. Og så har bogen en rigtig "Irving-slutning". Efter moderens død finder Jack ud af sandheden om barndommens rejse. Læs selv hvad!

Der er mange sidehandlinger, og et utal af forskellige farvestrålende personer væver sig ind og ud af hovedpersonens liv - i sædvanlig John Irving stil! Sproget er enkelt og alligevel næsten poetisk. Til tider henvender forfatteren sig næsten indforstået til læseren ved at komme med bemærkninger i parentes, som om han er ved at indvi os i en hemmelighed. Det gør det let og levende. Humoren er der også blevet plads til. Jeg var vældig underholdt og måtte flere gange bryde ud i høj latter. Irving er god til at være humoristisk på en meget underspillet måde.

Irving er en god historiefortæller - også i denne murstensroman. Romanen er ret langtrukken til tider, men hold ud! Efter den første tredjedel af bogen, bliver den mere gribende. Jeg vil anbefale bogen til læsere, som kan lide farverige personskildringer og handlingsforløb, der som altid i Irvings bøger er lidt ud over det sædvanlige.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar