Inspiration » Litteratur » Sorte huller
Sorte huller
Af Michael, IbSorte huller suger tiden til sig på flere måder.
Anmeldt af Dinna Andrup Madsen.
Siden jeg første gang blev tvunget til at læse "Vanillepigen", har jeg altid glædet mig til en ny bog fra Ib Michael! Det er ikke så vigtigt, hvilken historie han nu har tænkt sig at fortælle - det er mere på hvilken måde har han tænkt sig at fortælle historien på.
"Sorte huller" er andet bind i en trilogi, og det gør det faktisk svært at have en skarp defineret mening om bogen, synes jeg. Trekløveret fra første bog ("Blå bror") fortsætter: fortælleren (som vi ikke får navn på) er egentligt gået i gang med astronomi-studiet, men det går ikke lige som planlagt. Reginas designdrømme får vinger, da hun bliver ansat af nogle af de rigtige butikker i det indre København. Mark er kommet tilbage fra Rom, hvor han har fået undervisning af en klavervirtuos. Lige så dygtig han er, lige så lidt er det dét, han vil. Han vil hellere lave et band!
Fortælleren og Regina flytter fra hendes lejlighed i Viktoriagade i København til et anneks ved en villa i Hellerup, og så begynder historien. I dette anneks mødes alle til fest og hygge: rygning af hash og deslige, samling omkring nye plader fra manden med budskaberne: Bob Dylan samt en rituel afprøvning af lsd, som får store konsekvenser for Mark. Alle disse ting som vi bestemt synes hører 1960'erne til, men åbenbart på det tidlige stadie for: "da sommeren 67 bragede igennem og festen skulle til at begynde for alle andre, var den allerede forbi for os".
På en måde er det en trist historie. Stemningen er ikke decideret dyster, men de glade historier dominerer ikke det samlede billede. Det vigtigste står tilbage: At Regina og fortælleren får deres forhold til at fungere og næsten er på vej til at blive satte med hus og barn. Det allerbedste bliver at læse den sidste bog, så billedet kan blive samlet. Så den glæder jeg mig (også) til.
