Inspiration » Litteratur » Bergen-trilogien
Anmeldt af Mikael Graaberg.
Erotik, historie, krimi og kærlighed. Det er blot nogle af ingredienserne i den norske forfatter Gunnar Staalesens romantrilogi om byen Bergen og dens indbyggere.
Trilogiens basale plot er en mordgåde. Nytårsaften 31. december 1899 myrdes en konsul i eget hjem midt i Bergen. Hvem myrdede ham og hvorfor? Det afsløres først på sidste side i tredje og sidste bind, så læseren holdes på pinebænken hele vejen igennem. Mordet er startskuddet til et litterært epos, som fører helt op til vor tid.
I første bind efterforskes drabet af to kriminalbetjente, men senere overtages sagen af deres kolleger, og først ca. 100 år efter mordet oprulles sagens kerne. Via kriminalgåden introduceres læseren for byen Bergens og dens brogede persongalleri. Dermed spreder Staalesen et mylder af personer ud for læseren i en bred vifte af slægtsled. Læseren skal holde tungen lige i munden for at holde styr på alle bogens personer. Heldigvis er sidste bind i serien forsynet med slægtstavler, så læseren kan orientere sig.
Bøgerne er en dramatisk og handlingsmættet beskrivelse af byen Bergen og de mennesker, som lever og dør i byen. Læseren møder personer fra alle samfundets lag, og er med til de drager deres sidste suk. Samtidig giver Staalesen også et rids af Norges historie igennem det 20. århundrede.
Bergens historie er i høj grad præges af dens geografiske placering. Bergen ligger som bekendt ved kysten. På godt og ondt spiller det barske fjordklima en stor rolle for samtlige byens indbyggere. Hvis man har rejst i Norge, vil man nikke genkendende til de mange flotte naturbeskrivelser.
Under 2. verdenskrig får byen stor strategisk betydning, og den besættes af tyskerne. Bogens personer tvinges til at vælge side; ofte med fatale følger. Én af Staalesens mange pointer er, at mennesket konstant står overfor en række valg. Det er disse valg, som skaber det enkelte menneskes karakter.
Det er en litterær kraftpræstation ud over det sædvanlige at kunne mestre så mange litterære genrer og hoved- og bipersoner uden at tabe det hele på gulvet. Men Staalesen har en evne til at opretholde den røde tråd, og samtidig gøre sine personer så levende og vedkommende, at man rent faktisk får dem helt tæt ind på livet. Som læser sidder man konstant og spekulerer på, hvordan det nu går med de forskellige personer.
Bøgerne vil i kraft af sine mange facetter appellere til en bred læserskare. Jeg læser normalt ikke hverken slægtsromaner eller krimier, men blev i den grad fanget af både krimiintrigen og slægtsbeskrivelserne. Jeg tøver ikke med at udnævne Staalesens trilogi til et mesterværk, som du ikke bør snyde dig selv for.
