Inspiration » Litteratur » Den amerikanske sømand
Anmeldt af Line Hoffgaard.
Ny slægtsroman viser en anden side af det gamle Skagen.
"Min slægt opstod efter et dramatisk forlis en vinternat for hundrede år siden" er første linje i denne slægtsroman fra Skagen. Fortælleren Esben tager tilbage til Skagen for at finde sine rødder. Han fortæller historien om sin farmor Ane, som ikke kunne blive gravid med farfaren Jens Peder. Men det bliver der mirakuløst ændret på, da en skibbruden amerikansk sømand reddes i land og tilbringer natten hos Ane, mens ægtemanden er udenbys. Den amerikanske sømand forsvinder dagen derpå, og de næste 100 år præger Anes hemmelighed fiskerslægtens udvikling.
Hold op hvor ved jeg meget om fiskeri i gamle dage efter at have læst "Den amerikanske sømand". I store dele af romanen får læseren en indføring i fiskearter, fiskernes hårde liv, fiskeredskaber, et historisk tilbageblik på fiskeriet i Skagen og så videre. Det bliver en anelse trivielt i længden og er lidt ærgerligt for denne ellers udmærkede slægtshistorie. Det gode er, at der mange andre faktuelle oplysninger om livet i Skagen i gamle dage, og de berømte skagensmalere nævnes glimtvis. Dermed er det ikke et billede af malernes Skagen, der portrætteres i romanen, men underklassen, der hen ad vejen blandt andet på grund af fiskeri i England bliver en af de velhavende familier i byen.
Romanen er en ganske velfortalt en af slagsen, og de historiske fakta passer. På en måde er det befriende med en slægtsroman, der ikke er vildt fabulerende, som flere forfattere af slægtsromaner har for vane i disse år. Karsten Lund tegner nogle gode personportrætter og holder benene solidt plantet i jorden i forhold sprog og handling. Desværre holder spændingen ikke hele vejen. Det bliver lidt trivielt i længden, og for mig var det ikke nær interessant nok at opklare mysteriet med amerikaneren, til at jeg læste den i et hug. Dette skal dog ikke afholde mig fra at anbefale den til læsere af slægtsromaner eller folk, der som undertegnede har en forkærlighed for Skagen.


