Inspiration » Litteratur » Der mangler en sang om solsorten

Der mangler en sang om solsorten

Der mangler en sang om solsorten

Af Vasbo, Vibeke



Anmeldt af Gertrud Thastum.

Et barns liv i halvtredserne. Det har aldrig været nemt at være midterbarn i en søskendeflok, men den seje Anna kæmper stædigt for anerkendelse.

"Der mangler en sang om solsorten" er en barndomsskildring fra Als.
Anna bliver født i krigens sidste år, og vi følger hende fra hun ligger i barnevognen, til hun er en stor pige.

Hun har en storebror, en storesøster og lillesøsteren Ida. Forældrene er begge læger. De er moderne indstillede mennesker, som opdrager deres børn efter de nye principper med renlighed, ro og regelmæssighed, men ingen korporlig afstraffelse.
Anna er et krævende barn, som må kæmpe for at blive hørt og set. Hun er også et følsomt barn, der tit anses som besværligt. Fortællingen er i det store og hele set ud fra Annas synsvinkel, men ind i mellem kommer der også andre fortællerstemmer, faderens, de unge pigers, bedsteforældrenes og især moderens.

Skildringen af krigens sidste år, da Annas far, Valdemar, som læge er med de hvide busser, står stærkt. Ligeledes beskrivelsen af angsten og krigstraumerne i efterkrigsårenes Sønderjylland.
Bogen giver et godt indblik i livet i en almindelig, bedrestillet familie. Forældrene har travlt og har ikke tid eller sans for at tale meget med børnene. Moderens standardsvar er: Det ved jeg såmænd ikke. For Anna giver det grobund for alle mulige sære forestillinger, og samtidig florerer søskendejalousien. For hende er det noget af det bedste, hvis hun kan få far lidt for sig selv, for mor er jo optaget af den lille forkælede Ida.

Det er Annas tanker, følelser og oplevelser, der er det vigtigste i romanen. Hun er trodsig og viljestærk. Fysisk kan hun klare sig over for mange af drengene, og hun spiser kun rugbrød med sennep, for så bliver man stærk!
Uforglemmelig er skildringen af hendes oplevelse af vaccinationerne, som hendes far foretager på hele familien. Hun kan ikke fatte den ondskab, der ligger bag.
En anden skildring, spækket med sort humor, er fortællingen om hendes ferie hos farmor i Nordjylland, hvor hun keder sig gudsjammerligt. Det morsomste, farmoderen kan finde på, er at tage Anna med i haven, hvor hun skal luge jordbærrene.

Den anden side af Anna er hendes store følsomhed. Hun er nødt til at have stedet under trappen, hvor hun kan gemme sig, når verden bliver for uoverskuelig. Ensomheden og angsten for død og sygdom er et dominerende træk i bogen.
Romanen har mange selvbiografiske træk. Den er en meget indlevet og sine steder morsom fortælling, men hvis man har hang til noget med spænding, er det ikke lige denne roman, man skal kaste sig over. Den kan anbefales for skildringen af tiden og det følsomme pigesind.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar