Inspiration » Litteratur » En amerikaners lidelser

En amerikaners lidelser

En amerikaners lidelser

Af Hustvedt, Siri
Hemmelighedernes år


Anmeldt af Line Hoffgaard.

En roman i flere lag, som undersøger familiehemmelighedernes, hjertets og sindets mysterier.

Det er "hemmelighedernes år" i psykiateren Erik Davidsen og hans families liv. Efter faderens død finder Erik og hans søster Inga nogle breve, som giver et indblik i faderens ukendte fortid samt afslører en gammel hemmelighed. Samtidig følger Erik sin søsters sorg over at have mistet sin mand Max og afpresning af søsteren omkring nogle breve med "ømtåleligt" indhold om Max. Sideløbende kæmper Ingas datter for at komme sig over rædslerne efter 9/11, som hun var uhyggeligt tæt på. En ung jamaicansk kvinde og hendes datter flytter ind i Eriks hus, og snart finder han sig selv uhjælpeligt fascineret af kvinden og datteren, som bliver forfulgt af datterens fader, en uligevægtig fotograf.

Der er mange historier og personer at holde styr på i denne roman, og det hele væves fint sammen af Hustvedt. Romanen giver læseren et realistisk indblik i et menneskes inderste tanker omkring livet, kærligheden, sorger og relationen til andre mennesker. Det overordnede tema er familiehemmeligheder, og hvordan vi både i bogstavelig forstand såvel som overført betydning forfølges af fortiden og vores hemmeligheder. Det handler om, hvordan vi ikke altid kender vore nærmeste så godt, som vi tror, og at vi først indser dette, når det er for sent. Erik har som psykiater mange patienter, hvor han hver dag må høre på deres lidelser, men det er ligeså vel ham selv og hans familie, som bærer rundt på megen sorg og fortielser.

Sproget vikler sig ind i hinanden og er til tider poetisk og filosofisk. Romanens struktur er lagdelt og forholdsvis kompleks, og det er først hen mod slutningen, at man som læser kan se den røde tråd mellem de forskellige historier. Hvis ikke man holder tungen lige i munden, kan man nemt overse noget, og derfor er "En amerikaners lidelser" en roman, man med fordel kan læse to gange.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar