Inspiration » Litteratur » En kvinde med hat
Anmeldt af Mikael Graaberg.
"En kvinde med hat " er en slægtsroman, som spænder fra 1950'erne op til vor tid. Hovedpersonen er Ida Francesca. Hun vokser op i et arbejderkvarter i Aalborg. Vi følger hende fra studentertiden til hun bliver gammel. Idas mor er hattemager og faren er politibetjent.
Faren bliver arresteret af tyskerne under 2. verdenskrig og bliver sendt i KZ-lejr. Opholdet dér mærker ham for livet, og ligger som en skygge over ham og familien.
I bogen følger læseren venskabet mellem Ida og hendes venner Einstein og Karen Sofie. De har alle forskellig baggrund, men venskabet holder alligevel gennem hele livet. Einsteins far er kommunist og Einstein overtager faderens overbevisning. Karen Sofie kommer fra et fattigt husmandssted, og hun må kæmpe for at få sin studentereksamen, så hun kan bryde den sociale arv.
Idas farmor; Alba Francesca, er fra Spanien og på et tidspunkt tager Ida på en dannelsesrejse/udviklingsrejse til Spanien. Der møder hun sine spanske slægtninge, og dette ophold får stor betydning for hendes selvopfattelse. Turen til Spanien foregår under Francostyret, og her skildrer Inge Eriksen en række mennesker, som finder glæde ved tilværelsen på trods af diktaturets åg.
Alba bliver i 1930'erne gift med en operasanger, som sælger sin sjæl til nazismen for at komme til tops i operaverdenen. Dette klassiske Fausttema genbruges her med held, og det vanskelige forhold mellem Alba og hendes mand er et af bogens mest spændende elementer. Synd at der ikke er mere af det. Efter bruddet med sin mand rejser tilbage til Danmark, hvor Alba bliver en god ven og trofast støtte for Ida.
Inge Eriksen spænder vidt i "En kvinde med hat ". Det er tydeligt, at hun har et stort (venstreorienteret) politisk engagement med fokus på de underkuede og svagt stillede. Undervejs i forløbet kommenteres på diktaturerne i Spanien og Tyskland, den kolde krig, murens fald, 11. september og den siddende Fogh-regering.
"En kvinde med hat" favner vidt. Næsten for vidt. Jeg synes Inge Eriksen vil for mange ting med sin bog. Der er for mange bipersoner, som dels er svære at holde styr på og dels står for utydeligt karakteriseret.
Der findes en klassisk læresætning for journalister, der hedder "Show us, don't tell us". Det betyder at man som skribent skal beskrive tingene for læseren, så han får dem ind under huden. Mange af Inge Eriksens personer forbliver utydelige og svagt skitserede. Det samme gælder mange af de hændelsesforløb, som omtales i bogen. En anden grundsætning lyder: "Less is more". Den kunne Inge Eriksen med fordel have taget til sig.
En roman fungerer normalt bedst, hvis der et grundlæggende episk drive i bogen. Det er der ikke i "En kvinde med hat". I en slægtsroman er det ikke holdbart blot at beskrive diverse personer og begivenheder. Der skal mere substans på bogens skelet, før det for alvor tænder læseren. F.eks. har Gunnar Staalesens slægtsepos "Bergen-trilogien" en mordgåde som det bærende element. Der mangler simpelthen en rød tråd i "En kvinde med hat".
Det er ærgerligt, at bogen ikke fungerer bedre. "En kvinde med hat" kunne have været et solidt bud på den store danske samtidsroman. Nu blev det kun ved forsøget.
