Inspiration » Litteratur » Enestokke og mirakelsalve

Enestokke og mirakelsalve

Enestokke og mirakelsalve

Af Bergholts, Thommy



Anmeldt af Ketty Poulsen.

Hvilken form for liv levede man i Sydsveriges skove i det forrige århundrede? Hvilke skæbner tog deres begyndelse og formede sig i dette store land med de prægtige skovområder? Svarene vil man utvivlsomt kunne finde i denne bevægende roman, som støt men sikkert kryber under huden på læseren

Romanen handler om forfatterens morfar og er baseret på virkelige hændelser. Kroka-Bror'n lever i et lille skovsamfund i Blekinge. Han bliver på sin fars foranledning gift med Betty, også kaldet "Betlehems stjerne" pga. sin skønhed. Hun har et barn med ind i ægteskabet, og der kommer hurtigt flere til.

For at forsørge familien bygger Bror stiger, som han rejser rundt og sælger. Vi hører om hans oplevelser på handelsrejserne rundt med hesten Brunte. Han gør sig livet igennem mange tanker, og vi hører bl.a. om overtro og overleveringer om elverpiger og hovedløse grise. Det er et hårdt liv både for Bror og for resten af familien. Bror er i lange perioder væk fra hjemmet, og det er på mange måder ikke let for Betty at være alene med børnene.

Vi følger familiens skæbne, hvor Bror senere ernærer sig ved at flette ålefælder. Jeg vil nødigt afsløre hele handlingen. Men jeg har været meget berørt af bogen og kan på det varmeste anbefale den, også til læsekredse. Der berøres rigtig mange emner, som kan danne grundlag for diskussion. Selvom bogen er hurtigt læst, er den bestemt ikke hurtigt glemt.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar