Inspiration » Litteratur » Mærkedage
Anmeldt af Dinna Andrup Madsen.
En fortælling om samfundets udvikling fra et bondesamfund til det samfund vi kender i dag.
Romanen tager udgangspunkt i to storbondeslægter på gårdene Bisgaard og Kristiansminde i den lille landsby Staun ved Nibe. Det vil sige at vi nærmer os tv-serierne Matador og Krøniken, dog uden at få den samme fornemmelse af at sidde i deres stuer og følge med som fluen på væggen.
Med afsæt i tre mærkedage, en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en 60-årsdag i 2003, skildres forskelle i generationerne. Generationerne har forskellige måder at fejre på: Udviklingen fra den "folkelige" fest i det lokale forsamlingshus med spillemænd, unge mennesker som skaffere og god solid mad, som til nøds overlever endnu til sølvbryllupsfesten til den finere fest holdt på et hotel med stort køkken med kok og tjenere og en pianist.
Alle prøver at følge med udviklingen. Søren Godiksen som er landsbyens førende mand og storbonde ser sit livsværk overtaget af Axel Lundbæk, søn af byens næste storbonde, i forbindelse med hans opkøb af omegnens husmandssteder eller landsbrug; ændringer i kvindens status og indtræden på arbejdsmarkedet og ikke bare i forretninger eller på kontorer, men også med indflydelse på højt internationalt politisk plan; hvordan den ældre generation finder sig til rette med pensionisttilværelsen; de unges fravalg af familiens erhverv og tilvalg af uddannelse eller andre leveveje i 1960'erne. Alt sammen på bare 408 sider!!
Men forvent ikke at kunne læne dig tilbage og bare nyde. Det er ikke bare en flydende historie, hvor du tages i hånden. Jeg vil nærmere karakterisere denne bog som en fortælling, den giver et godt indtryk af perioden. Man sidder tilbage med en rigtig god fornemmelse af, hvem der er hvem, fortalt ud fra personernes tanker. For det er primært på denne måde udviklingen skildres, og det gør til tider bogen svær, tankens vej er jo ikke lineær, men springer fra tanke til tanke.


