Inspiration » Litteratur » Maskeskærerens søn
Anmeldt af Mikael Graaberg.
'Maskeskærerens søn' er skrevet af den amerikanske forfatter Alyson Richman, som er vokset op i Japan.
Bogen foregår i Japan omkring år 1900. Den skildrer 2 familier, som har viet deres liv til teatret. Ryuseis forældre omkommer ved en tragisk ulykke, og han føler sig skyldig i deres død. Ryusei bliver gift ind i en skuespillerfamilie. Han er stærkt bundet af sit ophav, og føler at han må videreføre sin fars erhverv som maskeskærer. Ryuseis kone bliver gravid, men dør i barselssengen. Hun når dog at føde bogens hovedperson Kiyoki.
Kiyoki vokser op og føler allerede i en tidlig alder sin fars forventning om at følge i hans fodspor. Kioyoki tiltrækkes dog af malekunsten i stedet, og beslutter i en ung alder at bryde familietraditionen og rejse til Paris for at studere billedkunst. Kioyokis afrejse er et hårdt slag for faderen. Kioyoki udvikler sit maletalent i Frankrig, men er konstant plaget af dårlig samvittighed over at have svigtet faderen.
Bogen beskriver indgående de japanske traditioner på den tid, og fortæller også om de brydningsflader, der opstår, da Japan bliver påvirket af den vestlige kultur. 'Maskeskærerens søn' er en fortælling om livsskæbner og om at betale prisen for de forskellige valg, der træffes i livet. Bogen minder os om at uanset hvem man er, må man tage nogle beslutninger, der påvirker de nærmeste i familien. Spørgsmålet er så, om man kan leve med sine beslutninger. En gribende beretning om generationsoprør og ophavets betydning for et menneskes livsforløb.
