Inspiration » Litteratur » Serafia
Anmeldt af Gertrud Thastum.
"Serafia" er en familiehistorie fra den københavnske stenbro. Den næstældste søn, Palle, er fortælleren og alle begivenheder opleves gennem ham. Palle er invalidepensionist, har været i fængsel og har desuden ernæret sig lidt som tjener, men nu er det sjældent, at de fine familier i Hellerup sender bud efter ham. Det forstår man i grunden godt, når hans ydre fremtoning går op for én.
Historiens omdrejningspunkt er Palles mor, Verna, en skrap og kontant kvinde, der forventer at Palle står på nåle for hende, nu hun ikke er så mobil længere. Verna har været værtshusholder og klaret sine fire børn alene det meste af tiden.
Forfatteren formår at skildre det specielle rå og fattige miljø meget overbevisende. Her knappes et utal af bajere op, der skal "en lille en til næsen" hele tiden, og luften er tyk af cigaretrøg.
Af Vernas børn er det datteren Birna, der har formået at bryde den sociale arv. Selv om hun som yngre også har været indblandet i kriminalitet, har hun formået at få en universitetseksamen, og er nu bosat i Herning og arbejder som bankfuldmægtig. Romanen er som helhed ikke morsom, men som bosiddende på Herningegnen morer det mig at læse Løns beskrivelse af Birnas fine lejlighed, en deluxe-hytte er Vernas udtryk, med udsigt over Dronningens Boulevard og møbleret med Trip Trap stole og andre mærkevarer. Selv planterne på terrassen er anderledes eksotiske, end dem Palle kender. I sandhed en kontrast til Vernas og Palles lurvede lejligheder på Vesterbro.
Der er to hovedbegivenheder i bogen, der begge handler om sammenholdet i familien.
Den første der sker, er at de alle fra København skal på en togrejse til Jylland for at besøge den yngste bror, Rico, der sidder i Statsfængslet i Sønder Omme, og så skal de naturligvis også besøge og overnatte hos Birna i Herning. Det er morsomt at læse om alle forberedelserne til turen, det er jo nødvendigt at se ordentligt ud, når man skal ud at rejse!
Den anden begivenhed finder sted efter at Verna med sin rollator er blevet kørt over af en cykel, og blevet meget ilde tilredt. Da hun er kommet hjem fra sygehuset, skal hendes fødselsdag fejres efter alle kunstens regler med lagkage og godt med våde varer. Alle familiens medlemmer er til stede i den lille lejlighed, inklusive oldebarn og "alt det løse".
Vernas helbred bliver meget forværret, og hendes børn, med undtagelse af Palle, mener, at hun er tjenlig til at komme på plejehjem. Dermed tager handlingen en dramatisk drejning, som ikke bliver røbet her.
Det er Anne Marie Løns store fortjeneste, at hun formår at skildre den varme og solidaritet, der præger familien på trods af det forarmede og drikfældige miljø. Hun rammer, så vidt jeg kan bedømme, kvarterets jargon fint, og hun er en mester i at skildre alle de detaljer, lugte, lyde, der er med at gøre romanens bevægende og rørende scener yderst levende for læseren.
Efter læsningen sidder jeg med tanker om, at hun rokker ved opfattelsen af, hvad der er et godt liv, og hvor livskvaliteterne findes.
Vores samfunds behandling af de gamle et er andet tema, forfatteren tager op.
Romanens titel "Serafia" er tvetydig. Serafia er en engel med fire vinger, og det er navnet på det værtshus, hvor Verna har arbejdet og stadig kommer. Et underligt navn til et værtshus. Er det et symbol på, at inde i værtshuset er gæsterne beskyttet fra problemerne ude i samfundet, eller er Serafia en slags trøster?
Romanen kan varmt anbefales til alle de mange læsere af Anne Marie Løns romaner, og nye læsere kan stå på her.
