Inspiration » Litteratur » Jonathan Strange & Mr. Norrell
Anmeldt af Karen Smith-Andersen.
Her er den så; de voksne læseres svar på Harry Potter! Denne godt 800 siders murstensroman lader ikke Potter og hans slæng meget tilbage. Den har alt lige fra kærlighed og krig til mystisk magi af den gode såvel som af den onde slags.
Romanen starter i begyndelsen af 1800-tallet. England er dybt involveret i Napoleonskrigene. I York sidder den verdensfjerne og noget excentriske Gilbert Norrell på sit afsidesliggende gods i sit imponerende bibliotek og studerer magi. Han er den første person i England, det i over 400 år er lykkedes at udføre magi. Noget mange troede var forsvundet i middelalderen.
Mr. Norrell beslutter sig til at tilbyde sin hjælp i krigsførelsen mod Frankrig, men ingen vil høre på ham. Først da han begynder at udføre sin magi til stor underholdning for det bedre engelske borgerskab, og genopvækker en ministers tuberkulosedøde forlovede, skabes de rigtige kontakter, og han tages med i samråd. Til stor succes for England - og for Mr. Norrell.
Bogens anden hovedperson; Jonathan Strange, er en ung, arrogant og meget charmerende rigmand fra en god familie. Han har absolut ingen interesse for det magiske, indtil han en dag møder en mystisk lille mand i en skov, der spår ham en meget stor fremtid indenfor den magiske verden. Strange flytter med sin unge og meget smukke hustru Annabella til London og bliver, efter nogen overtalelse af Mr. Norrell, hans elev.
Sammen høster de to magikere stor anerkendelse over hele England for deres bedrifter, og Jonathan Strange sendes over til de engelske tropper på fastlandet for at hjælpe i kampen mod Frankrig og Napoleon.
Der går dog hurtigt skår i glæden. Mr. Norrell er meget forfængelig og vil ikke introducere Jonathan Strange til sit imponerende bibliotek på godset i York. Biblioteket rummer uanede mængder af viden og historier om magi, som han dog helst vil holde for sig selv. Ikke mindst på grund af sin store aversion mod den berygtede Ravnekonge, John Uskglass, fra middelalderen, der siges at være ophavsmand til den engelske magi, er Mr. Norrell forbeholden. Uskglass er en personlighed, som Strange er meget fascineret og tiltrukket af.
I sin vrede over Mr. Norrell beslutter Strange sig til selv at skrive den engelske magis historie, hvorefter Mr. Norrell og Jonathan Strange skilles som uvenner.
Herefter tager bogen en dramatisk drejning og den mere mørke side af magien viser sig. Gennem sine omfattende studier til bogen om magi, hvirvles Strange dybt ind i en mørk spiral af mærkelige og bizarre hændelser, der også kommer til at involvere hans højtelskede hustru på dramatisk vis.
På en udenlandsrejse overvældes Jonathan Strange af den mørke magi og en kamp mellem lys og mørke tager sin begyndelse. På randen af sindssyge må Strange endelig stå sin prøve som ægte magiker.
Bogen er blevet omtalt som en krydsning mellem Harry Potter og Jane Austen. Om dette er berettiget vil jeg lade være op til den enkelte læser. Personligt er jeg meget fascineret af det univers, som bogen bevæger sig i, og må da også blankt tilstå, at jeg er stor fan af både Austen og Rowlings bøger.
Dette er bestemt en bog, der har fortjent en plads på fantasy-hylden og som debutforfatter kan man kun se frem at mere fra Susanna Clarkes side. Man skal ikke lade sig slå ud af de næsten 800 sider og de omfattende noter. Læs noterne med i romanen og nyd de mange små fortællinger i den store fortælling, eller spring dem over, hvis tålmodigheden ikke rækker til det. Kernehistorien tager sig lige godt ud af den grund.
Bogens forfatter Susanna Clarke er debutant i romansammenhæng. Hun har tidligere arbejdet som forlagsredaktør, indtil hun efter ti års arbejde med manuskriptet kunne udgive "Jonathan Strange og Mr. Norrell", der siden er blevet en bestseller i en række lande. Tidligere har hun offentliggjort nogle noveller i amerikanske antologier.