Inspiration » Litteratur » Dagmar
Dagmar
Af Helleberg, MariaEn kejserinde genbegraves i Rusland efter 88 år, og det foranlediger en ny historisk roman om Kejserinde Dagmar fra Maria Hellebergs pen.
Anmeldt af Line Hoffgaard.
Historien tager sit udgangspunkt i Kejserinde Dagmars husarrest på Krim i 1917-1919, hvor hun reflekterer over et langt turbulent liv med mænd, børn og Den Russiske Revolution. Et liv som på mange måder er ekstravagant og samtidig hård kost.
Dagmar, datter af Europas svigerfar Christian 9. og dronning Louise, voksede op i Danmark under trygge kår. Som kun 17-årig bliver hun forlovet med den russiske tronfølger Nikolaj Alexandrovitsch (kaldet Nixa), men han dør inden deres bryllup. Snart er hun forlovet med Nixas lillebror Alexander Alexandrovitsch (kaldet Sasja). Hun bliver kejserinde af Rusland i 1881, skifter navn til Maria Feodorovna og får hele seks børn med Sasja. De fleste ved sikkert, at der ikke er nogen lykkelig udgang for den russiske zarfamilie, og Dagmar ender sine dage stort set alene i Danmark. Dette er den ultrakorte version af nogle af de begivenheder, som denne roman tager os med på en rejse igennem.
Det, vi som læsere ikke ved, er hvad der foranlediger og retfærdiggør Dagmars handlinger gennem et langt liv i et fremmed land fyldt med regler for alt og et ulmende oprør fra den sultende befolkning. Og det er her, at Maria Hellebergs roman bliver rigtig god! Det er nok smag og behag, om man kan lide at læse om historiske begivenheder pakket ind i en fiktiv fortælling. Men for undertegnede virkede det, og man bliver meget grebet af både Dagmars "strabadser" og Ruslands historie i øvrigt.
Dagmars tanker springer hid og did mellem større og mindre oplevelser hovedsageligt
indadrettet mod familien. Hun berører også tanken om demokrati i Rusland, men er i øvrigt ret uvidende om det russiske folks "situation". Der er ingen anger at spore hos Dagmar over hendes til- og fravalg i livet, og man har svært ved at føle empati for hende. Der er et stort persongalleri (med tilhørende kælenavne) at holde styr på, og i stedet for en navneliste ville en slægtstavle have været bedre. Det er dertil ganske forvirrende men ikke på nogen måde dårligt, at romanen er meget ukronologisk opbygget. Det kræver bare lidt mere af læseren.
Idet skrivestilen er lagt op på Dagmars springende tankerækker, sidder læseren tilbage med en følelse af ikke at have fået det fulde billede af, hvem Dagmar egentlig var. Hun var en meget kompleks person, som forbliver et mysterium.
Maria Helleberg er en solid bidragyder til skønlitterære fremstillinger af især kongelige personer sat ind i en historisk kontekst. Hun gør det rigtig godt med "Dagmar", som er en særdeles læseværdig oplevelse. Man får næsten lyst til at tage til Rusland for at mærke historiens vingesus efter endt læsning.
