Inspiration » Litteratur » Det røde telt
Anmeldt af Gertrud Thastum.
Denne historiske roman med emne fra Det gamle Testamente har gjort Dina, der er søster til de berømte Jakobs tolv sønner, til hovedperson.
Det er en fascinerende, mystisk og magisk verden, vi får indblik i. Forfatteren må have sat sig grundigt ind i den tids nomadekultur og historie. Vi får en overbevisende skildring af kvindernes vilkår og daglige liv, deres arbejde med madlavning og øvrige husholdning, ritualer og skikke omkring bryllup, fødsel og andre af livets mærkedage.
Vi hører også om stammesammenhold, modsætningsforhold til andre dele af slægten og om et nomadefolks forbereden sig til opbrud og anstrengende rejser.
Hovedpersonen Dinas liv er spændende at følge. Barndommen i det trygge telt blandt mødrene, mens faderen og nogle af brødrene beundres på afstand. Andre af brødrene er Dina bange for. Hun bliver forelsket i en ægyptisk prins, og derefter tager handlingen en dramatisk drejning, som ikke skal røbes her. Dina oplever fatale svigt, men hun lader sig ikke slå ud. Hun kommer til Ægypten, bliver jordemoder og finder kærligheden igen.
"Det røde telt" føjer sig til rækken af fortællinger om ukuelige kvindeskæbner. Kvindeverdenen er hovedsageligt skildret som værende varm og omsorgsfuld, mens mændene hylder magt og rå vold.
I et smukt og sanseligt sprog fortæller Dina om sit spændende og dramatiske liv.
