Inspiration » Litteratur » Mellem himlen og verden
Anmeldt af Gertrud Thastum.
De to kendte og sørgelige folkeviser: "Germand Gladensvend" og "Agnete og Havmanden" er forlæg for en aldeles fortræffelig middelalderroman.
I visen om Germand hedder det bl.a.: "Så tog hun de nøgler små, hun kasted dennem udi strand; de fik bør hin blide, de sejled så glad' til land". Men fruens forhandling med overnaturlige kræfter koster hende dyrt. I den anden vise fører havmanden som bekendt Agnete til havsens bund.
Forfatteren forholder sig frit til sit forlæg, så vi ved ikke på forhånd, hvordan det går hovedpersonerne.
Handlingen foregår et eller andet sted i Danmark omkring de to familier, Agnetes fiskerfamilie og Germands herremandsfamilie. Fiskerfamilien hjælper til i herremandens hus, der er præget af fruens tungsind, Agnetes bror er ven med Germand, og Agnete er som en storesøster for Germand.
Romanen er skrevet i et smukt, poetisk sprog. Naturbeskrivelserne er ypperlige. Stemningen ved kysten er beskrevet, så man selv fornemmer at være ved Vesterhavet.
Det, der bevæger og gør læseoplevelsen enestående, er, at der her virkelig er tale om middelaldermennesker i en tid, der er så fjern fra vores egen. Personerne i denne roman er fuldstændig afhængige af naturen. Deres tro på skæbnen og forsynet er helt afgørende for deres liv.
Er man interesseret i at læse en historisk roman, som ikke er en mursten, hvori nutidige mennesker færdes i historiske kulisser, er her et bud. Det er fortjent, at romanen har vundet førstepræmien i en konkurrence om en middelalderroman.


