Inspiration » Litteratur » Mand i parcelhus
Mand i parcelhus
Af Milter Jakobsen, Allan
Anmeldt af Mikael Graaberg.
Ny dansk forfatter debuterer med en småkedelig roman om det kvælende forstadsliv.
Michael er 37 år. Han har villa, kone og et barn. Han er midt i livet, og han keder sig.
"Mand i parcelhus" er en på alle måder klassisk satire over livet i forstædernes villakvarterer. Michael hilser høfligt på naboen, mens han lufter hunden. Tiden går med at gruble over slagtilbud fra Silvan og Webergrillens stegeteknik. Michael keder sig også på jobbet. Læseren får aldrig at vide, hvad jobbet reelt indebærer; kun at når han sidder på kontoret, føler han at sidder i en verden af skygger, hvor ingen kommer hinanden ved. Selv når han dyrker sex med konen, er han ikke rigtig tilstede.
På et tidspunkt begynder Michael at observere på naboerne. Nabokonen er en apatisk kvinde med store bryster, og hendes mand er en ordentlig kleppert, som ynder at banke sin kone. Da Michael opdager at mishandlingerne står på, bliver han besat af at udspionere konen. I al hemmelighed belurer Michael hende med kikkert og tager billeder af hende. Det hele fører frem mod bogens thrilleragtige slutning, som er kraftigt inspireret af Hitchcock's film 'Rear Window'. I det hele taget har jeg som læser en fornemmelse af deja-vu efter at have læst bogen. Det hele er set før både i litteraturen og i filmens verden; blot langt bedre end her.
Efter sigende har forfatteren Allan Milter Jakobsen skrevet dele af denne roman på sin mobiltelefon i pauserne under sit job som taxachauffør. I Japan er der for tiden et boom for de såkaldte SMS-romaner, som er skrevet på mobiltelefoner. Hvis det afføder litteratur som for eksempel "Mand i parcelhus", så er der grund til at være lidt skeptisk overfor fænomenet. Jeg synes ikke, at bogen har en nævneværdig litterær kvalitet. Forfatteren skriver i korte sætninger uden vitalitet og spræl. Der mangler ganske enkelt noget saft og kraft i prosaen, som kan hæve bogen op over gennemsnittet. Sproget er tyndt og uopfindsomt.
Personerne i bogen er fremmedgjorte overfor hinanden, og det er selvfølgelig hele bogens pointe. Problemet er bare, at de også er fremmedgjorte overfor læseren og aldrig bliver vedkommende. Der er også en del løse tråde. For eksempel Michael arbejdskollega Kim, som bliver forladt af konen. Kim optræder kun som staffage, og hans skæbne bliver aldrig ordentlig belyst. Hovedpersonen Michael forbliver også ret anonym og uinteressant.
Bogen har en lidt urovækkende forside med et sløret billede af et parcelhus, og forsiden minder næsten om en filmplakat. Synd at bogens indhold ikke matcher indpakningen.
