Inspiration » Litteratur » Stævnemøder på Place Blanche
Anmeldt af Mikael Graaberg.
Thomas Hvid Kromann har med sin bog "Stævnemøder på Place Blanche" skrevet en samling af 31 fortællinger, som kun vanskeligt lader sig genrebestemme. Bogen er en blanding af noveller, skrøner og ultrakorte fortællinger på kun 1 linie. Thomas' historier har dog én fællesnævner: de har alle en vanvittig og humoristisk vinkel.
At referere handlingen i historierne vil føre for vidt, men jeg kan kort skitsere et par eksempler på, hvad der venter den sagesløse læser: mennesker som på absurd, sorthumoristisk, vanvittig og ulykkelig vis mister livet. En lang opremsning af nye ord, der begynder med 'p'; f.eks. pettingkrampe og pulepæl. En særlig plante, som angriber spædbørn og pludselig giver dem talens brug. En fedmeepidimi, som får alle mennesker i verden til at vokse med ekstrem hastighed. Hvis du synes, at noget af dette lyder blot antydningsvist morsomt eller besnærende, bør du give ' Stævnemøder på Place Blanche' en chance.
Det kan dog af og til være svært at finde den røde tråd i historierne. Ofte kræves en genlæsning for at gennemskue pointerne og få den befriende aha-oplevelse. Det er dog ikke altid sikkert, at der faktisk er en dybere mening med historierne. Måske skal historierne bare læses som det de er: fabulerende, avantgardistiske, sprogfornyende fortællinger fra en hverdag, som ligger hinsides normaliteten.
Kromanns skæve indgangsvinkel til beskrivelsen af den anormale verden giver mindelser om Villy Sørensens "Sære historier" eller en anden dansk forfatter Kim Blæsbjerg. "Stævnemøder på Place Blanche" henvender sig til dem, der holder af absurditeter og ønsker en stilistisk anderledes crazyhumoristisk læsedosis.


