Inspiration » Litteratur » Jeg har elsket
Anmeldt af Lene Poulsen.
Romanen er hovedsagelig en samtale mellem svigerfar og svigerdatter.
Svigerdatteren har i stor hast forladt sit ægteskab, da hendes mand vil forlade hende for en anden kvinde. Et klassisk drama, men det specielle er her, at svigerfaderen tager sig af hende og børnene i de første dages krise. De to har egentlig aldrig snakket så meget sammen, men gennem deres samtale ruller især svigerfaderens liv sig op, og giver svigerdatteren stof til at bearbejde sin egen krise.
Svigerfaderen er blevet i et ægteskab for nemheds skyld, for at undgå konflikter, for ikke at såre og af fejhed. Men det har også betydet at han ikke har taget vare på sig selv. Han har nemlig også elsket. Virkelig elsket, men ikke turdet tage springet og bryde sit ægteskab. Han fortæller endda at han glædes over at sønnen og hun, svigerdatteren, skal skilles. Og da hun spørger hvorfor, siger han: "Fordi jeg foretrækker at se dig lide meget nu, i stedet for en lille smule resten af livet."
En smuk fortælling, der vil få alle der læser den, til at overveje sit eget liv.


