Inspiration » Litteratur » Den du ikke ser
Anmeldt af Kirstine Grøngaard.
En kvinde findes død på stranden med sine trusser i munden. Er motivet sex, jalousi eller begge dele?
Helena Hillerström holder fest med vennerne i et sommerhus på Gotland i Sverige. Festen stopper imidlertid brat, da hendes kæreste får et raserianfald pga. jalousi. Næste morgen løber Helena en tur på stranden og møder sin morder...
Pressen viser stor interesse for mordet, især da det viser sig at Helena blev fundet med sine trusser i munden. Vi følger journalisten Johan, som skal dække mordet til tv, men som samtidig forelsker sig i én af Helenas veninder. Efterforskningsholdet ledet af Anders Knutas sætter fokus på Helenas kæreste og venner, men da endnu et lig dukker op, står politiet nu med en mulig seriemorder. Politiet bliver af lokale politikere kraftigt opfordret til at finde morderen hurtigt, så det ikke kommer til at gå ud over den kommende turistsæson.
Formen på denne krimi er rigtig god. Korte kapitler som giver én lyst til lige at læse et kapitel mere.
Men jeg vil nu påstå, at jeg havde gættet morderen halvvejs og hvis læseren har en kraftig mistanke om hvem morderen er, burde politiet i romanen så ikke også have det?
Stilen og handlingen minder meget om Camilla Läckberg og Sara Blædel, så hvis man kan lide de to forfattere, vil man helt sikkert også syntes om denne, også selvom den ikke helt når op på højde med dem.
Denne krimi er debutromanen fra forfatteren Mari Jungstedt. I Sverige er der udkommet 4 krimier i serien med Anders Knutas og hans stab som hovedpersoner, og de udkommer højst sandsynligt også på dansk.


