Inspiration » Litteratur » Efterskælv
Efterskælv
Af Dahl, Arne (f. 1963)
Anmeldt af Kirstine Grøngaard.
Omdrejningspunktet i "Efterskælv" er terrorfrygt, men i vanlig Arne Dahl stil bliver fokus ændret og man trækkes i forbavsende mange retninger før trådene samles.
Da en bombe springer i Stockholms undergrund, og en gruppe som kalder sig "Siffrins hellige ryttere" påtager sig skylden for bomben, går politiet og Säpo i alarmberedskab. For selvfølgelig er der tale om terror, når op til 12 mennesker mister livet i det, der lader til at være en uprovokeret terrorhandling. Men som altid i Arne Dahls krimier er intet, hvad det giver sig ud for. For hvem er Siffrins hellige ryttere, hvad er deres motiv og hvorfor blev netop dette tog valgt som mål for bomben?
Rigskriminalpolitiets specialenhed for voldskriminalitet med internationale aspekter, også kaldet A-gruppen, bliver pålagt at samarbejde med Säpo om opklaringen. Men som sædvanligt kører A-gruppen deres egen opklaring uden om både chefer og samarbejdspartnere. A-gruppens tidligere kollega Poul Hjelm, som nu er ved de interne affære, bliver også blandet ind i sagen, da det viser sig at en af A-gruppen medlemmer ved mere om sagen end personen giver udtryk for.
"Efterskælv" er den niende i rækken af krimier, som har A-gruppen som omdrejningspunkt og er dermed den anden sidste. Arne Dahl har nemlig udtalt, at han vil skrive ti bøger ligesom hans idoler Sjöwall & Wahlöö. Men man har da lov at håbe at han ombestemmer sig.
Efter nu at have fulgt hovedpersonerne igennem ni bøger får man virkelig fornemmelsen af, at Arne Dahl kender sine hovedpersoner og at de kender hinanden. Bogen er spækket med syrlige og kærlige kommentarer kolleger imellem, og man fornemmer, at deres samarbejde virkelig fungerer. Som for eksempel hvor Kerstin Holm, Gunnar Nyberg, Arto Söderstedt og Viggo Norlander skal køre en tur i Kerstins elbil, til stor irritation for de tre mænd, da bilen er meget lille: "Da de tre herrer havde fået sig anbragt, kikkede de forundret på hinanden og konstaterede, at de var mindre, end de troede. Men det er mænd jo altid." Man trækker meget på smilebåndet igennem fortælling og det er med til at gøre fortællingen meget realistisk - også selvom dele af handlingen godt kan virke lidt for utrolig.
