Inspiration » Litteratur » Liv og legeme

Liv og legeme

Liv og legeme

Af Egholm, Elsebeth
Elsebeth Egholms femte krimi om den nysgerrige journalist Dicte Svendsen, er spækket med spænding og udfordringer til læseren.


Anmeldt af Karen Smith-Andersen.

Egholm er god til at tage samfundsrelevante spørgsmål op og opfordrer dermed indirekte sine læsere til at tage stilling - det kan være alt lige fra andengenerationsindvandrere, Jehovas Vidner eller organtransplantationer - som det er tilfældet i Liv og Legme.

I starten af bogen findes en ung kvinde myrdet udenfor station i Århus efter en fodboldkamp. Hun er grusomt skamferet: hendes øjne er væk og hendes lårbensknogler er erstattet med pvc-rør. Hvorfor er de det? Hvorfor har det ikke været nok for gerningsmanden at myrde hende?

Dicte er som altid en af de første på pletten lige i hælene på kriminalinspektør Werner. Hun er heldig af få overdraget en lille piges mobiltelefon. Pigen har efter fodboldkampen sammen med sin mor fundet liget og taget billeder fra gerningsstedet. Ved en grundig granskning af billederne finder Dicte underbenene af en person gemt i buskene ikke langt fra liget. Manden har et par DocMartins støvler på. Har han mon noget med mordet at gøre? Og kan det være den samme mand, der støver damer op på værtshuse rundt om i Århus og indleder sadomasochistiske forhold til gifte kvinder?

Ved lidt af et tilfælde finder Dicte og Bo ud af, at lignende mord har fundet sted i Polen og Kroatien. Har disse mord noget tilfældes med mordet af den unge pige i Århus? - og har mordene noget at gøre med den tiltagende illegale handel med organer både i og mellem Danmark og udlandet?

Under Dictes efterforskning kontaktes hun af en nyrepatient, der hævder, at han er Dictes søn, som hun bortadopterede ved fødslen. Han tilbyder Dicte informationer i sagen om den myrdede pige mod, at Dicte afgiver sin ene nyre til ham. Som nærmeste biologiske slægtning, er hendes nyre det bedste bud på en succesfuld nyretransplantation. Pludselig skal Dicte til at gøre op med sin fortid.

Der er som sagt nok at tage fat på - både for Dicte og for læseren - i Liv og Legme. Der er spænding fra start til slut og udfordringer til hjernecellerne. Skal der siges noget negativt om bogen, må det være, at den rent opbygningsmæssigt er lavet efter samme opskrift som sine fire forgængere; lige dele lovbrud med rødder i nutidens Danmark- helst mord - og personlige problemer for Dicte Svendsen. Måske lidt trivielt for nogen, men for kendere og elskere af femi-krimi-genren er det bare guf og jeg er sikkert ikke den eneste der allerede nu glæder sig til Elsebeth Egholms næste Dicte-roman.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar