Inspiration » Litteratur » Sirenernes sang
Anmeldt af Lene Poulsen.
Intens psykologisk thriller, der fængede min nysgerrighed lige fra første side.
Vi følger to sideløbende handlingsforløb. Det ene er politiets opklaringsarbejde og det andet er morderens tankegang og handlinger nedskrevet som dagbog.
Mordene er gyselige og grusomme og kan give enhver mareridt. Derimod er det spændende at læse det psykologiske forløb i thrilleren. Vi kommer længere og længere ind i morderens bevæggrunde, som afsløres til allersidst. De er ikke nemme at gætte og for mig var slutningen overraskende.
Politiet står på bar bund i opklaringsarbejdet. Utraditionelt vælger de at samarbejde med en klinisk psykolog, der har specialiseret sig i seriemordere og har lang erfaring i behandling af disse. Den kliniske psykolog Tony Hill sættes til at udarbejde en profil på morderen. Det giver ham en del personlige problemer, især fordi han for at lave profilen forsøger at sætte sig ind i morderens tankegang og derved næsten identificerer sig med ham. De kommer tæt på hinanden, hvordan skal ikke her afsløres.
Jeg læste bogen, ja nærmest slugte den, og kan varmt anbefale den til alle der kan klare gys og gru, og som holder af den psykologiske beskrivelse.

