Inspiration » Litteratur » Snemanden
Anmeldt af Kirstine Grøngaard.
Jeg glæder mig som et lille barn juleaftens dag, når der udkommer en ny Jo Nesbø krimi. For den forfatter er bare genial! Snemanden er den syvende krimi i rækken med vicekommisær Harry Hole som hovedperson.
I denne bog møder man en forbavsende ædru Harry Hole, som må nøjes med at betragte sit livs kærlighed Rakel på afstand. Harry Hole har fået tilsendt et brev med et kryptisk indhold, som er underskrevet Snemanden. Efterfølgende forsvinder en række gifte kvinder i Oslo området, og der dukker snemænd op på gerningsstederne. Sammen med sin nye kollega fra Bergen, Kathrine Bratt, og resten af efterforskningsholdet på Oslo politigård forsøger Harry Hole at finde de forsvundne kvinder, og langsomt tegner der sig et billede af en morder, som slår til, når den første sne falder.
Årsagen til, at Jo Nesbøs krimier er så eminent gode er, at plottet er så genialt og anderledes end hvad man før har set. Og så kommer der bare overraskelse på overraskelse i bøgerne. Det er ALDRIG lykkedes mig bare tilnærmelsesvis at gætte slutningen på én af hans bøger.
Hans plots er gennemførte og forgrener sig ofte tilbage i fortiden, og uventede personer og handlinger bliver koblet sammen yderst genialt.
"Snemanden" er Jo Nesbøs krimi nummer syv med politimanden Harry Hole i hovedrollen.
Harry Hole gennemlever utroligt meget både via sit arbejde og i privatlivet i de indtil videre syv bøger. Jeg har det efterhånden som om, jeg møder en gammel bekendt, når jeg går i gang med en ny Jo Nesbø krimi, fordi Harry Hole kryber helt ind under huden på én, og man kommer til at holde utroligt meget af figuren.
Man kan godt læse "Snemanden" uden at have læst andre af Jo Nesbøs krimier, men jeg vil nu anbefale, at man begynder fra starten og læser bøgerne i følgende rækkefølge:
Flagermusemanden, Rødhals, Kakerlakkerne, Sorgenfri, Marekors, Frelseren og Snemanden.
De to første bøger i serien halter en smule efter de andre, men så bliver de ellers bare bedre og bedre, så hæng i!



