Inspiration » Litteratur » Det første jeg tænker på
Anmeldt af Gertrud Thastum.
Forsiden af Ida Jessens nyeste roman emmer af uhygge. Himlen har en uheldsvanger giftiggrøn farve, og det ser ud, som om markerne er gennemvædet af blod.
Romanen begynder ellers meget godt med en detaljerig og stemningsfuld beskrivelse af det smukke landskab, som Birgitte kører igennem for at besøge sin veninde, der er præst. Lisa bor i en meget idyllisk præstegård ude på landet. Stedet er Hvium, hvor også en anden af Ida Jessens romaner foregår (Den som lyver). Her er Lisa og hendes familie faldet godt til, og Lisa er en populær præst.
Lisa og Birgitte har ikke set ret meget til hinanden i et stykke tid, men nu har Birgitte brug for at komme væk for det barske og ensomme storbyliv. Det var meningen, at hun kun skulle være der en kortere tid, men så indtræder katastrofen, og hun får ufrivilligt forlænget sit ophold.
Lisa har en rar mand og nogle søde børn. Særlig en den ældste, Gustav, som fylder 7 år, en meget livlig og charmerende dreng. Han får en ny cykel i fødselsdagsgave, og på sin første tur med den på vej hjem fra en kammerat bliver han kørt over af en flugtbilist med døden til følge.
Dette er enhver forælders værste mareridt, og ulykken gør Lisa helt ude af sig selv. Hun bliver nærmest forvandlet til en sindssyg furie, der bliver besat af selv at finde den skyldige bilist, da hun ikke stoler på politiets efterforskning. Hun optræder nærmest, som om hun er den almægtige, og som om synderen for alt i verden skal have hendes tilgivelse.
Veninden Birgitte er fortælleren, og vi ser livet i præstegården med hendes øjne. Hun optræder som den hjælpende hånd, nu præstefamiliens liv er blevet kaos, og hun tager sig blandt andet (lidt for godt) af præstemanden Frederik.
Ida Jessen beskriver miljøet på landet fint. Foruden de nævnte hovedpersoner er der en levende beskrivelse af en flok bipersoner, som Birgitte stifter bekendtskab med på sine cykelture ud i omegnen, og der også den mystiske og smukke barnepige, kaldet Manne.
Man fornemmer, hvordan det er at bo i et lille samfund, hvor alle kender alle, og de psykologiske portrætter af de to kvindelige hovedpersoner er overbevisende. Birgitte er den desperate single, som er på jagt efter en mand, og Lisa er moderen, der hensynsløst sætter alt til side for at finde sin søns morder.
Der er tilbageblik på venindernes fortid. De har boet på nabogårde og været legekammerater som børn. Birgittes beskrivelse af vilkårene i barndommen giver noget af forklaringen på, hvordan de er blevet, som de er.
Der er en stigende spændingskurve i romanen, som gjorde, at jeg nærmest læste den i et stræk. "Det første jeg tænker på" er en nutidig roman om alvorlige emner som skyld, soning og tilgivelse. Den kan anbefales alle, som har lyst til at læse en roman, der giver stof til eftertanke foruden at være spændende og overbevisende skrevet. Forfatteren har en helt særlig evne til at fange med sin skrivestil, der blander idyl og skræmmende gru.
